Nicklas Helenius søger mod Danmark
Illustration
Superliga

Nicklas Helenius søger mod Danmark

Nicklas Helenius er på vej væk fra Aston Villa, og spillerens agent afsøger nu mulighederne i Holland, Tyskland, Danmark, Sverige og Norge.

Nicklas Helenius skal på klubjagt denne sommer. Angriberens engelske klub Aston Villa har meddelt spilleren, at han ikke har nogen fremtid i klubben, og derfor er Helenius' agent Mads Bach Lund nu begyndt at sondere terrænet for en ny klub til den tidligere AaB-bomber.

Mulighederne for at finde en ny klub afhænger dog primært af, hvad Aston Villa forlanger for at lade Helenius gå.

- Det kommer meget an på prisen. Hvis Aston Villa vil have det samme, som klubben gav for ham i sommer, er mulighederne ikke så store. Det giver sig selv, at parterne skal være enige om tingene, og hvis Aston Villa kan se fornuften i en lavere pris eller eventuelt et lejemål, hvor Nicklas kan udvikle sig mere, ser jeg mange muligheder – også i lande, der kan være interessante for Nicklas, siger agenten Mads Bach Lund til tipsbladet.dk.

- Der er mange parter involveret, og det havde været nemmere, hvis han var transferfri. Der skal findes en løsning rent økonomisk mellem køber og sælger, og det skal på plads først. Det er ikke så nemt, selvom der er nogle ting, der kunne passe som fod i hos på alle områder, tilføjer han.

Sidste sommer var det fremme, at Villa betalte over 10 millioner kroner for Helenius, og dermed skal der formentlig en pæn sum til, før den engelske klub vil slippe danskeren, der har kontrakt frem til sommeren 2016. Nicklas Helenius er imidlertid opsat på et klubskifte, og en retur til Superligaen er ikke en fjern tanke for den tidligere AaB-topscorer.

- Mange steder kan være interessante. Han skal et sted hen, hvor han kan spille fast og samtidig være på et niveau, hvor han udvikler sig. Selvfølgelig er Danmark interessant, for han havde nogle gode sæsoner i Danmark. Han vil gerne tilbage og vise, at han har udviklet sig teknisk og fysisk, og det vil ikke være en skam for ham at tage tilbage. Tværtimod – det ville ikke være usundt at komme til Danmark, siger Mads Bach Lund.

I løbet af forårssæsonen er Nicklas Helenius flere gange blevet sat i forbindelse med sin tidligere klub AaB, men Mads Bach Lund afviser, at der lige nu er dialog med den danske mesterklub. Derimod viser andre klubber interesse, og Helenius-lejren søger primært mod det nordlige Europa.

- Der er noget i gang, og vi får positive tilkendegivelser fra interesserede klubber, men de skal altså forbi Birmingham først. Interesseren stammer fra forskellige steder, men Nicklas vil gerne tættere på Danmark, så vi afsøger mulighederne i Holland, Tyskland og Danmark – og også i Sverige og Norge, siger Mads Bach Lund.