Nicklas Helenius vil hjem til AaB
Illustration
Superliga

Nicklas Helenius vil hjem til AaB

Nicklas Helenius vil hjem til mestrene fra AaB, hvor han kan afløse Rasmus Jönsson og Jeppe Curth.

Nicklas Helenius er en færdig mand i Aston Villa, hvor han af flere forskellige årsager ikke har fået nok spilletid i den nu afsluttede sæson. Derfor skal danskeren finde en anden klub til sommer.

Og den klub skal allerhelst være barndomsklubben AaB, hvis man spørger den høje angriber.

- Nicklas Helenius vil gerne tilbage til AaB. Det giver sig selv med historikken og tilhørsforholdet, men der er ikke ført nogen samtaler med AaB, siger spillerens agent, Mads Bach Lund, til bt.dk og understreger, at andre klubber også er velkomne til at kontakte ham.

Hvis Nicklas Helenius vender hjem til AaB, vil han ikke komme til at tjene i nærheden af, hvad han gør i Aston Villa, men danskeren er villig til at give afkald på kroner og ører for at få spilletid som en del af pakken.

- Økonomien i det her er, at han har en kontrakt, som gælder i to år endnu, og vi er også klar over, at Nicklas ikke kan få det samme i Danmark, som han får nu, men Nicklas er ikke grisk. Han er tværtimod klar til at indgå et kompromis, fordi han lever af sin passion for fodbold, siger agenten.

AaB kommer med stor sandsynlighed til at jagte en angriber til sommer. Lukas Spalvis og Anders K. Jacobsen skal næppe nogen steder, men det er meget tvivlsomt, at mestrene kan holde på Rasmus Jönsson, der er ejet af Wolfsburg, mens det er 100 procent sikkert, at Jeppe Curth siger farvel.

Derfor virker det oplagt, at Nicklas Helenius vender snuden hjem.