Nilsson: Brøndby er et skridt op
Foto: Kasper Nielsen / Brøndby IF
Superliga

Nilsson: Brøndby er et skridt op

Gustaf Nilsson, som skifter til Brøndby IF til sommer, mener, at det er et skridt op ad karrierestigen for ham.

Når denne sæson slutter, bliver Brøndby IF en angriber rigere. Den store Gustaf Nilsson skifter fra Falkensbergs FF til Vestegnen, og det ser han frem til.

Han mener, at det er et skridt i den rigtige retning. Adspurgt, hvorvidt den danske liga virkelig er bedre end den svenske, svarer han:

- Det ved jeg ikke. Det er jo to gode ligaer, men det føles som et skridt op i karrieren, citerer Hallands Nyheter ham for at sige.

Eftersom 18-årige Nilsson bliver i sin svenske klub i foråret, kan han nå at tage sin studentereksamen, inden han rejser til Danmark. Han fortæller, at Thomas Frank har givet udtryk for, at han tror på ham, men Nilsson er også bevidst om konkurrencen fra Brøndbys øvrige angribere. 

- Det var helt klart en svær beslutning, men det føles perfekt for min udvikling. Brøndby har en god plan for mig og tror på mig som fodboldspiller, siger Nilsson, der har fået en fireårig kontrakt.