Der var skuffelse malet i hele hovedet på Christian Nørgaard efter torsdagens pokalfinalenederlag på 3-1 til rivalerne fra FCK.
Den unge Brøndbyspiller havde ikke meget tilovers for sølvmedaljen, men indrømmede, at den måske ikke er så slem, når man om noget tid kigger tilbage på det. Med andenpladsen i ligaen har Brøndby nemlig sikret sig to sølvmedaljer i sæsonen, hvilket normalt ikke er helt skidt.
- To sølvmedaljer virkede måske urealistisk inden sæsonen. Det gør fucking ondt lige nu. Men måske kan man kigge tilbage på det med en vis stolthed, sagde han efter kampen.
FCK-spillerne fangede især Brøndbyspillerne på det forkerte ben i forbindelse med Federico Santanders scoring til 2-1. Og det var ikke godt nok, fortæller Nørgaard.
- Vi var ikke klar. Vi fik ikke løst vores en-mod-en-situationer ordentligt. Det er, hvad det er.