Norsk træner linkes til Brøndby: Ingen kommentarer
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Norsk træner linkes til Brøndby: Ingen kommentarer

Den norske træner Dag-Eilev Fagermo har tidligere været rygtet til Brøndby, og nu hvor jobbet er ledigt, klapper han i som en østers.

Den norske træner Dag-Eilev Fagermo blev i slutningen af 2015 sat i forbindelse med jobbet som cheftræner i Brøndby IF, men det rygte blev skudt til jorden af de blå-gule, der stod 100 procent bag Thomas Frank.

Nu er han som bekendt ude af vagten, og dermed skal Brøndby på jagt efter en afløser fra næste sæson. Spørgsmålet er, om Dag-Eilev Fagermo nu er på blokken? Det spørgsmål har den norske avis Varden stillet cheftræneren, der til dagligt står i spidsen for Odd BK, men han afviser blankt at snakke om Brøndby.

Dermed kan spekulationerne få lov at fortsætte, og helt sikkert er det, at Brøndby skal have en ny mand ind til sommer, hvor Auri Skarbalius' vikariat ophører. Desuden stopper assistenttræner Claus Nørgaard som en konsekvens af Brøndbys behandling af Thomas Frank, og det giver en ny cheftræner mulighed for at sætte sit helt eget hold.

Jan Bech Andersen bliver på posten som bestyrelsesformand trods den seneste tids stormvejr.