Video : Tipsbladet
Superliga

Novak-agent vil have flere tjekkere til FC Midtjylland

Tjekkisk stjerneagent håber kunne bringe flere tjekkiske spillere til Danmark - gerne FC Midtjylland, hvor Filip Novak har haft et godt ophold.

FC Midtjylland og Filip Novak har haft et godt samarbejde, men til sommer siger de to parter pænt farvel og tak til hinanden. Tjekkens agent, Viktor Kolar, bekræftede mandag over for tipsbladet.dk, at venstre backen forlader FC Midtjylland i sommerens transfervindue. Sportsdirektør Claus Steinlein og Filip Novak har givet hinanden hånd derpå.

Tjekkiske fodboldspillere er ikke dem, det vrimler med flest af i dansk fodbold, men der har alligevel været nogle stykker. Foruden Filip Novak i FC Midtjylland er Jan Kliment lige nu i Brøndby IF, og tidligere har FC København haft Zdenek Pospech med stor succes.

Viktor Kolar har i forbindelse med Filip Novaks skifte til FC Midtjylland fået øjnene op for Superligaen, og agenten, der repræsenterer et hav af tjekkeiske fodboldspillere - herunder Petr Cech - vil tale varmt om et FCM-skifte over for sine klienter.

- Det er i vores interesse at bringe flere fra Tjekkiet til FC Midtjylland, så de kan følge op på Novaks succes. Han har været en god repræsentant for Tjekkiet i Danmark, og vi har set, at FC Midtjylland er en god og professionel klub, siger Viktor Kolar til tipsbladet.dk.

FC Midtjylland er nummer tre i Superligaen.