Nu ser Olsen frem: Det er en politisk beslutning
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Nu ser Olsen frem: Det er en politisk beslutning

Den danske landstræner ser nu bort fra de syv Superliga-spillere og har i stedet udtaget U/21-spillere til mandagens landskamp mod Montenegro. Beslutningen er politisk fra klubbernes side, siger Olsen.

Det danske fodboldlandshold møder på mandag i Viborg Montenegro, inden det lørdag den 13. juni går løs mod Serbien i den vigtige EM-kvalifikationskamp. Forberedelserne frem mod Serbiens kampen har dog ikke været optimale, fordi landstræner Morten Olsen ikke får syv af sine spillere i landsholdslejren før på mandag. Det er de syv Superliga-spillere Nicolai Jørgensen, Thomas Delaney, Stephan Andersen, Pione Sisto, Jakob Poulsen, Morten "Duncan" Rasmussen og Daniel Agger, der alle ikke er med i kampen mod Montenegro.

I stedet har Morten Olsen udtaget ni U/21-landsholdsspillere, hvoriblandt eksempelvis Emil Berggreen, Alexander Scholz og Andreas Christensen kan få debut. Men det er en bet for Morten Olsen, at han ikke har fået frigivet Superliga-spillerne. Som tipsbladet.dk fortalte for to uger siden ønskede landstræneren de syv Superliga-spillere fri. Det blev kritiseret af flere klubber, mens Morten Olsen forsvarede sig og sagde, det handler om at hjælpe hinanden.

Klubberne FCM og BIF åbnede op for muligheden for at hjælpe, men Divisionsforeningen har hele tiden fastholdt, at klubberne skal stille stærkeste hold.

Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger har trænerne i klubberne været villige til at hjælpe landstræneren, mens man i ledelserne har været afvisende, fordi der er noget på spil i forhold til Superligaens image, ligesom der er partnere, fans og modstandere, som der skal tages hensyn.

- Det er i hvert fald ikke trænerne, men mere vil jeg ikke sige om det. Det er en politisk beslutning, og det er politikerne, der styrer det. Det må vi forholde os til. Vi har ikke de samme vilkår som Serbien. Dem kæmpede vi for at få, men fik dem ikke, siger Morten Olsen til Ekstra Bladet.