Nulløsning i taktisk affære mellem AGF og OB
Foto: Jan Christensen/GettyImages
Superliga

Nulløsning i taktisk affære mellem AGF og OB

Der blev holdt meget igen, da OB og AGF søndag aften spillede 0-0.

Der var lav sol over Aarhus denne søndag aften, hvor 6.519 tilskuere var kommet forbi Ceres Park for at se AGF mod OB. Klassikeren blev dog aldrig til det, som man kunne have håbet på i form af kvalitet eller underholdning.

Kampen endte derfor ikke overraskende med 0-0 i en kamp, der virkelig var en taktisk affære helt fra første halvleg og kampen ud. Dog dukkede der enkelte muligheder op i løbet af kampen, ligesom der muligvis også kunne være dømt et par straffespark.

Den største chance i kampen tilfaldt AGF i første halvleg, da Tobias Sana sugede en returbold til sig helt alene foran Grytebust, men afslutningen savnede koncentration, og derfor kunne den norske målmand redde forsøget.

Kort før pausen kunne dommer Dennis Mogensen godt have dømt straffespark, men det undlod han. Det samme kunne han i anden halvleg, da en OB-spiller havde arm på bolden. Men også her forblev fløjten tavs.

I anden halvleg var den største mulighed til OB's Izunna, da han efter et frispark fik bolden på feltets kridtstreg foran målet, men han sendte bolden på stolpen.

Med 0-0-resultatet er  AGF på 11, pladsen med fire point, mens OB er på sjettepladsen med otte point. I næste runde møder AGF deres rivaler fra Brøndby på hjemmebane, mens OB tager mod FCM på Fyn.