Ny AGF-signing: Vil til Danmark før aftalt
Superliga

Ny AGF-signing: Vil til Danmark før aftalt

Ahmed Yasin vil ikke vente til vinter for at skifte til AGF, hvilket spilleren har meddelt klubben.

AGF er klar til Alka Superligaen i den kommende sæson, og i denne forbindelse er oprustningen i fuld gang. Her kunne klubben senest meddele, at 24-årige Ahmed Yasin er nyt navn efter flere rygter, hvor der blandt andet har været forhandlinger om en dato for transfer. 

Her skal midtbanespilleren til Danmark den 1. januar 2016, men dette kan meget vel ændre sig. I hvert fald udtaler hovedpersonen nu selv, at han gerne ser svenske Örebro slippe ham allerede denne sommer: 

- Jeg ved, at klubberne forhandler omkring det i øjeblikket. Jeg ved dog ikke helt, hvordan det går. Som jeg ser situationen, vil jeg gerne forlade Örebro nu. Jeg vil gerne til Danmark, således at jeg kan starte min karriere i AGF hurtigt. Først og fremmest handler det dog om, at Örebro gerne vil have nogle penge for mig, da jeg har været i klubben i fire år nu, siger Ahmed Yasin til svenske Expressen og fortsætter: 
 
- Jeg har spillet i ligaen i to år nu, mens jeg har været i Örebro i fire. Jeg føler, at det nu er tid til at tage næste skridt i min karriere. Jeg var færdig med ligaen. Jeg har afvist to topklubber i Sverige for at komme til AGF. Det er godt for min karriere, og jeg ser gode muligheder, understreger midtbanespilleren. 
 
Ahmed Yasin er landsholdsspiller i Irak, hvor han sammenlignes med Real Madrid-stjernen Ronaldo. Yasin har underskrevet en toårig aftale med Alka Superliga-oprykkerne.