Ny FCK-angriber var i Ajax' søgelys
Illustration
Superliga

Ny FCK-angriber var i Ajax' søgelys

Flere hollandske klubber har tidligere vist interesse i Kristján Flóki Finnbogason, som skal spille for FCK i næste sæson. 

FC København får fra næste sæson gavn af den unge angriber Kristján Flóki Finnbogason, der med sine 18 år dog næppe går direkte ind i startopstillingen hos de danske mestre. 

Kristján Flóki Finnbogason kan dog godt blive en gevinst på længere sigt, for den islandske angriber har tilsyneladende stort potentiale, der tidligere har tiltrukket andre store klubber. 

Så sent som i efteråret 2012 kunne det islandske medie Morgunblaðið fortælle, at den hollandske mesterklub Ajax bejlede til Kristján Flóki Finnbogason. Ajax har således tidligere fulgt islændingen, der også har været på ønskelisten i Groningen, Utrecht og AZ fra den hollandske liga. Sidstnævnte klub har endda haft ham på prøvetræning på et tidspunkt. 

Nu ser det dog ud til, at Kristján Flóki Finnbogason fortsætter sin stadigt unge karriere i den danske hovedstad, hvor han skal tørne ud for FC København fra næste sæson. Indtil da spiller han for FH i den islandske liga. 

Kristján Flóki Finnbogason er i øvrigt ikke i familie med den islandske Heerenveen-bomber Alfred Finnbogason.