Ny FCK-keeper: Føler mig allerede som en del af gruppen
Superliga

Ny FCK-keeper: Føler mig allerede som en del af gruppen

Svenske Robin Olsen, der er lejet af FC København for resten af sæsonen, føler sig allerede tilpas i truppen.

FC København fik pludselig travlt med at finde en ny målmand, efter Stephan Andersen fik en skade, der holder ham ude i et par måneder.

Valget faldt på svenske Robin Olsen, som er blevet lejet frem til sommer i græske PAOK. Men på trods af den hurtige udskiftning i målmandstruppen, mærker FC Københavns nyindkøb ikke, at han har fået en hektisk ankomst. Tværtimod.

- Drengene tog godt i mod mig. Især i målmandsteamet har de virkelig fået mig til at føle mig velkommen og som en del af gruppen. Det er dejligt at få sådan en velkomst, og det føles faktisk ikke som om, jeg lige er kommet til, siger Robin Olsen til FC Københavns hjemmeside.

Hans mål er nu at gøre det så godt til træningen, at han kan spille sig til en plads i kampene og dermed hjælpe holdet.

Midterforsvareren Mikael Antonsson kender Robin Olsens styrker for landsholdet, og han er sikker på, hans nye svenske kollega nok skal blive en gevinst for FC København.

- Robin har jeg ikke spillet kampe med, men jeg kender ham lidt fra det svenske landshold, hvor vi har trænet sammen. Han er især god i feltet og har en fin højde og timing, siger Mikael Antonsson.

FC København spiller fredag sin første træningskamp efter vinterpausen, når de møder Lyngby.