Ny FCK-profil: Solbakken overtalte mig
Illustration
Superliga

Ny FCK-profil: Solbakken overtalte mig

Alexander Kačaniklić er godt tilfreds med sin start i FC København, hvor han kun er havnet på grund af Ståle Solbakken.

FC København hentede på transfervinduets sidste dag svenske Alexander Kačaniklić på en lejeaftale i engelske Fulham. Flere klubber var ude efter svenskerne, men det var alligevel FC København, der endte med at kunne præsentere Alexander Kačaniklić som ny spiller i klubben. 

I weekenden fik han debut for FC København, og han har ikke fortrudt sit klubskifte fra Fulham i den næstbedste engelske række. 

- Fra The Championship er det et skridt opad. Vi skal spille i Europa, og FCK er et af de største hold i Skandinavien. Det er et kendt hold i Europa, og det har gjort det godt i Champions League og Europa League, siger Alexander Kačaniklić til tipsbladet.dk.

Især Southampton i Premier League var ude efter Alexander Kačaniklić i transfervinduet, men efter en samtale med Ståle Solbakken valgte svenskeren FC København.

- Jeg havde andre muligheder – især i England. Jeg var på vej til et andet hold i Premier League, men jeg valgte at komme her. Jeg havde en god snak med træneren, der fortalte mig om mulighederne her, og jeg fik indtryk af, at jeg skulle være en stor del af holdet. Det var derfor, jeg kom her, siger han og fastslår Solbakkens betydning for skiftet. 

- Det var grunden til, at jeg kom her. Jeg kunne mærke tillid fra ham, og jeg kommer til at spille store kampe her, siger han. 

Alexander Kačaniklić har fået en fin start i FC København.

- Det har været rigtig godt. Klubbens faciliteter og banen er rigtig fine. Nogle gange er der på skandinaviske baner lidt problemer, men her er det godt. Det er gået godt indtil videre, og nu ser jeg frem til torsdagens kamp, siger svenskeren, der er fint tilfreds med sin egen debut i 0-1-nederlaget til AaB i weekenden. 

- Det var dejligt at spille. Jeg skal have flere kampe, så jeg lærer holdet at kende, og de lærer mig at kende. Der er meget mere i vente, siger han. 

Nu venter en vigtig uge i FC København, hvor HJK er modstanderen i Europa League på torsdag, inden Brøndby venter i Superligaen på søndag.  

- Jeg ser meget frem til kampen på torsdag, for det er første gang, jeg kommer til at spille i Europa. Det ser jeg frem til, og så er det første hjemmebanekamp for mig. Men jeg har også hørt om kampen i weekenden, og det skulle være en vild kamp. Det bliver nogle spændende kampe, siger Alexander Kačaniklić.

Alexander Kačaniklić er udlejet til FC København for hele denne sæson.