Ny FCM-spiller: Klubben ser mig som defensiv midtbanespiller
Illustration
Superliga

Ny FCM-spiller: Klubben ser mig som defensiv midtbanespiller

Kristoffer Olsson fortæller, at FC Midtjylland planlægger at bruge ham på den centrale midtbane.

FC Midtjylland hentede mandag aften det svenske Arsenal-talent Kristoffer Olsson på en lejeaftale, der varer frem til årsskiftet, og med i aftalen er en købsoption, hvis parterne er glade for samarbejdet. For det 19-årige midtbanetalent var det en travl affære at få karriereplanen for de kommende måneder på plads.

- Det var lidt panik, og man blev lidt urolig. Det var første gang, jeg var i denne situation, og det blev jo først klart præcist inden vinduet lukkede. Jeg hørte om interessen for nogle dage siden. De har fulgt mig i længere tid og tror på mig, så det føles klokkerent. Midtjylland er et godt hold, som fører den danske liga i øjeblikket, siger Kristoffer Olsson til Fotbollskanalen.se.

Olsson har også talt med cheftræner Glen Riddersholm om, hvordan den danske træner har tænkt sig at bruge svenskerens kvaliteter.

- Ja, han ringede tidligere i dag. Det er et spillende hold, som spiller 4-3-3 eller 4-5-1, og de ser mig som en af de defensive midtbanespillere, men de kan også anvende mig som en 10'er eller på kanten, lyder det videre fra Arsenal-talentet.

Olsson har allerede fået debut for Arsenals førstehold, da han september sidste år fik spilletid i en Capitol One Cup-kamp mod West Bromwich.