Ny Hobro-spiller: Der skal ikke meget til, før det vender
Superliga

Ny Hobro-spiller: Der skal ikke meget til, før det vender

Hobros nyindkøbte forsvarsspiller Michael Christensen fortæller, at løbet endnu ikke er kørt i bestræbelserne efter overlevelse og siger, at tingene hurtigt kan vende.

Hobro præsenterede for tre timer siden Michael Christensen, der kommer til den nordjyske klub fra norske Start. Den 32-årige forsvarsspiller har tidligere spillet under Ove Pedersen i FC Vestsjælland. Samtidig har Christensen tre gange tidligere formået at få sit hold til at overleve. Det skete i hans tid i Vestsjælland, SønderjyskE og forleden i norske Start. Det er altså en mand, der ved, hvordan man sikrer sit mandskab overlevelse, og han tror på, at tingene kan vende i Hobro.

- Det er selvfølgelig også en erfaring, jeg kan bruge til noget her. I både Vestsjælland og SønderjyskE var vi langt under stregen, så jeg ved, at selv om det kan se sort ud, skal der ikke så meget til, før det vender. Løbet er bestemt ikke kørt, siger Michael Christensen til Nordjyske.

Om gensynet med Ove Pedersen:

-  Jeg ved, hvad han står for, og omvendt ved han også, hvad han får med mig, og det har selvfølgelig også været en faktor, da jeg skulle træffe min beslutning.

- Vi har ikke snakket så meget om, hvad min rolle bliver, men jeg har altid været en holdspiller, så jeg spiller der, hvor Ove gerne vil have, at jeg skal spille.

Hobro har fem point op til overlevelse. Ove Pedersens troppers første tre kampe i Superligaen er mod yndlingsmodstanderen Brøndby på udebane, Viborg på DS Arena og FC Midtjylland på MCH Arena.