Ny i Superligaen: Esbjerg-græker er ikke særlig mobil
Foto: Esbjerg fB
Superliga

Ny i Superligaen: Esbjerg-græker er ikke særlig mobil

Transfervinduet er lukket, og tipsbladet.dk vil løbende sætte fokus på nogle af de nye ansigter, der er kommet til Superligaen med input fra folk, der kender spilleren godt. I dag Giorgos Katsikas.

Januars transfervindue bød på en række nye spillere i Superligaen. Nogle af dem har været her før, andre er helt nye ansigter, nogle er danske, andre har udenlandsk pas. I denne serie sætter tipsbladet.dk fokus på de nye drenge i Superligaen med input fra et øjenvidne i form af spillere, trænere eller eksperter, der kender vedkommende på den ene eller anden måde.

Denne gang sætter vi fokus på Giorgos Katsikas fra Esbjerg fB.

Navn: Giorgios Katsikas
Ny klub: Esbjerg fB
Kontrakt: 30.06.2017
Position: Forsvarsspiller
Alder: 26 år
Tidligere klubber: Iraklis, Olympiakos Volou, PAOK og FC Twente
Seniorkampe/mål: 101/7

Sagt ved præsentationen:
Ted van Leeuwen, sportsdirektør i Esbjerg fB:
- Vi har kigget efter en erfaren, stabil spiller med lederegenskaber, som er stærk defensivt samt god i luften og i pasningsspillet. Den medicinske stab i Twente har med rapporter vist mig, at han er i fysisk topform, men da vi ikke kan være 100 procent sikre på baggrund af hans skadeshistorie, har vi foreløbig givet ham en kontrakt på seks måneder. Hvis samarbejdet forløber til begge parters tilfredshed, har vi muligheden for at forlænge hans kontrakt i april, og med hans kvaliteter vil det være noget af et fund.

Det siger øjenvidnet til tipsbladet.dk:
Michiel Jongsma, hollandsk journalist på BeNeFoot:
- Giorgios Katsika er en stærk midterforsvarer, men ikke særlig mobil. Han blev hentet til FC Twente af netop Ted van Leeuwen på et tidspunkt, hvor den gældsplagede klub var desperat efter spillere. Selv om han gjorde det godt, indtil han blev skadet, forsøgte klubben at komme af med ham for at give mere plads til unge spillere. Han er stærk i nærkampe, men han er ikke så god med bolden og ikke specielt hurtig. Alt i alt dog en hæderlig forsvarsspiller.