Ny i Superligaen: FCM's nye bulldozer kører ustabilt
Foto: Ole Steen/Polfoto
Superliga

Ny i Superligaen: FCM's nye bulldozer kører ustabilt

I en ny serie frem mod sæsonstart sætter tipsbladet.dk fokus på de nye drenge i Superligaen med input fra folk, der kender spilleren godt. Denne gang FC Midtjyllands Nikolay Bodurov.

Transfervinduet bød på en række nye spillere i Superligaen. Nogle af dem har været her før, andre er helt nye ansigter, nogle er danske, andre har udenlandsk pas. I en ny serie frem mod sæsonstart sætter tipsbladet.dk fokus på de nye drenge i Superligaen med input fra et øjenvidne i form af spillere, trænere eller eksperter, der kender vedkommende på den ene eller anden måde.

Denne gang sætter vi fokus på Nikolay Bodurov, FC Midtjylland.

Navn: Nikolay Georgiev Bodurov
Ny klub: FC Midtjylland
Kontrakt til: 30.06.2016
Position: Central forsvarsspiller
Alder: 29 år
Tidligere klubber: Pirin Blagoevgrad, Litex Lovech og Fulham FC
Seniorkampe/mål i karrieren: 187/10

Sagt ved præsentationen: Claus Steinlein, sportsdirektør i FC Midtjylland:
- Nikolay er en nærkampsstærk midterforsvarer, som i sidste sæson var fast mand i Fulham, men på grund af et trænerskifte er kommet lidt i klemme. Derfor er vi glade for, at vi kan hente ham på leje i foråret. Han kommer med international erfaring fra det bulgarske landshold, og med sit fremadrettede og aggressive forsvarsspil er vi sikre på, at han passer godt ind i vores spillestil.

Dimitri Kondonis, journalist på GetWestLondon, til tipsbladet.dk:
- Han er kendt for at være ustabil, og det er grunden til, at han ikke har spillet i noget tid. Da han kom til Fulham - dengang var Felix Magaht i spidsen - spillede han for et hold, der forventede omgående succes. Men manageren var ikke bekendt med Englands næstbedste række, og de spillere, han købte, passede ikke til ligaen. Bodurov var faktisk et af de bedre køb. På en god dag var han autoritær og stærk i tacklingerne, men denne side så man ikke nok til i Fulham. Desværre underpræsterede hele holdet, og hans præstationer - som ofte var ok - gik som regel ubemærket hen på grund af de dårlige resultater.

- Med sine 180 centimeter er han til den lave side, og det var en stor hæmsko i The Championship, hvor styrke og højde er en større dyd end tekniske færdigheder. Men Bodurov har en god springkraft og er mere end i stand til at udfordre spillere, der er højere end ham, i luftrummet. Han er rigtig god med bolden for fødderne, og i sidste sæson scorede han blandt andet et smukt mål med ydersiden mod Derby County.

- I Fulham var han i den forkerte liga på det forkerte tidspunkt. Klubben var i oprør, da han kom. Jeg tror, han kan blive et aktiv for FC Midtjylland, når han er faldet på plads. Fulham ville meget gerne have beholdt ham som back-up, så worst case scenario i Danmark er, at han bliver en værdifuld reserve for FCM.