Video : Tipsbladet
Superliga

Ny Lyngby-træner: AGF har noget at bevise

Med en ny træner kommer AGF til at være ekstra opsatte på at levere et resultat mod Lyngby BK.

Inden landskampspausen fyrede AGF Glen Riddersholm og hentede David Nielsen i Lyngby BK som ny cheftræner, og han får i aften sin debut mod netop sin gamle klub.

Lyngby BK har i stedet udnævnt den tidligere assistent Thomas Nørgaard som ny mand i spidsen, og han ser frem til morgendagens opgør, hvor han regner med, af AGF kommer blæsende.

- Vi forventer de kommer blæsende, og det kunne sagtens blive ren overlevelse de første tyve minutter. De har lige vundet 5-1 og det vil alle gerne se gentaget på Århus Stadion, og med en ny træner på sidelinjen må vi også forvente, at alle har noget ekstra at bevise fra første fløjt, siger Nørgaard til Lyngby BK’s hjemmeside.

- Jeg tænker, det bliver Davids fest. Der bliver tryk på tribunerne, der vil være masser af sponsorer og journalister, og alle har ekstremt høje forventninger til det nye AGF. David er god til at lukke den slags ude og tage det på hans egen måde, og uanset hvilke elleve de starter med, så vil det være et hold fyldt med energi og power, der skal performe i den kulisse, der er omkring AGF, forklarer den nye træner endvidere.

Thomas Nørgaard fik debut for Lyngby BK mod FC København i en kamp, som blev vundet med 3-1.