Når Martin Ørnskov senere på weekenden gennemgår et lægetjek og underskriver en kontrakt med norske Viking Stavanger, er han endegyldigt tabt for Silkeborg IF. Afskeden med den vigtige midtbanemand er imidlertid et hårdt slag for Troels Bechs mandskab, og derfor er klubben med øjeblikkelig virkning på gået på jagt efter en afløser.
- Vi arbejder på at finde nogle nogle løsninger, som kan hjælpe os på den helt korte bane. Derfor skal vi gerne have en ny midtbanespiller ind så hurtigt som muligt, siger Silkeborgs adm. direktør, Kent Madsen, til tipsbladet.dk.
Silkeborg-direktøren håber og regner med at have en ny midtbanespiller på plads i den kommende uge. Der er blot et enkelt problem. Da transfervinduet er lukket, er midtjyderne begrænset til at lede blandt de arbejdsløse spillere.
- Det arbejdsløse marked er broget, og der er mange spillere. Også mange spillere, hvor der er en grund til, at de er arbejdsløse. Men vi satser på at finde en, fastslår Madsen.
Silkeborg får i omegnen af tre millioner kroner for salget af Martin Ørnskov til norske Viking, men de kan ikke røres, før transfervinduet åbner igen til sommer.