Ny spilledato for FCM-FCK findes mandag
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Ny spilledato for FCM-FCK findes mandag

Det blev ikke til fodbold på MCH Arena søndag aften, da FCM skulle have mødt FCK i et topbrag. Nu skal der findes en ny dag at spille på, og den dag findes givetvis i morgen, lyder det fra DBU.

FC Midtjylland og FC København måtte søndag aften binde støvlerne op igen og pakke tasken inden deres kamp blev sat i gang. Stormen Gorm ville være en for stor risiko til, at man ville lade kampen blive gennemført.

Der skal derfor findes en ny dato, som kampen i stedet for kan spilles på. Det er blandt andet Divisionsforeningen, der skal være med til at finde den dato. Det regner man med sker i morgen mandag. Det siger Peter Ebbesen fra DBU's programudvalg til BT.

- Der er ikke taget stilling til det endnu. Vi skal først tale med de to klubber, som er involveret, for at høre, hvilke forslag de har. Jeg vil tro, at der kommer en afklaring i morgen, siger Peter Ebbesen.

Det bliver formentlig enten i december eller i begyndelsen af foråret, at man finder den nye kampdag. Der skal dog tages højde for, at hvis FCM går videre i Europa League, så er der dage, hvor det ikke kan ske.

- Vi kan jo i princippet spille Superliga-fodbold i 20 graders frost og snevejr, for der er varme i alle banerne. Men her er der jo tale om, at det kan være til fare for både spillere, tilskuere og andre at spille kampen pga. stormvejret, siger Peter Ebbesen.

Der er ét point mellem FCM og FCK i toppen af Superligaen, hvor AaB nu også har meldt sig helt ind i topkampen, da de nu er á point med FCM.