Den fynske fodboldklub OB er pludselig kommet ved muffen, efter en gruppe af storaktionærer i aftes skød hele 60 millioner kroner i selskabet bag klubben, Odense Sport & Event.
Læs også: Rigmænd pumper 60 millioner i OB
De stribedes tilhængere skal dog ikke slikke sig om munden alt for tidligt. Selv om aktionærerne - med bestyrelsesformand Niels Thorborg i spidsen - har kastet de mange millioner efter OB, smitter det ikke af på klubbens transferbudget. Millionerne skal på ingen måde bruges på nye spillere.
- Nej, det betyder overhovedet ikke noget. Det er absolut ikke en option at bruge de penge. Jeg vidste ikke, at der ville komme en kapitaludvidelse på 60 millioner, da jeg gik ind til det her job,siger OBs sportsdirektør, Poul Hansen, til tipsbladet.dk.
- Det betyder på absolut ingen måde, at vi åbner pengepungen, hvis der skal hentes spillere. Jeg vil ikke sige, at det er ligegyldigt, men det er ikke noget, der betyder noget for mit arbejde, fortsætter Hansen.
OB står ellers midt i et transfervindue, hvor forstærkninger virker som en nødvendighed. Superliga-efteråret var alt andet end godkendt, og klubben mister flere profiler. Djiby Fall har forladt klubben, Chris Sørensen har gjort det samme, og også Peter Utaka står i døren. Desuden ser fynboernes målmandssituation endnu ikke betryggende ud.