Ny OB-stopper: En anderledes spillestil
2016-01-13 09:54

Kenneth Emil Petersen skal fra næste sæson være OB-spiller.

Nu er det officielt. Kenneth Emil Petersen bliver OB-spiller, når hans kontrakt med AaB udløber til sommer.

Det lå allerede i kortene, da stopperen og AaB i sidste uge meldte ud, at samarbejdet ville ophøre om et halvt år. Petersens tidligere træner i AaB Kent Nielsen er nu på Fyn, og derfor kan de to altså se frem til en genforening. 

Den 30-årige Kenneth Emil Petersen har fået en treårig aftale i OB, hvor man glæder sig til at få gavn af hans rutine. 

- Vi har et rigtig godt kendskab til Kenneth Emil, idet både Kent og jeg har arbejdet sammen med ham, og naturligvis også gennem de mange ligakampe, vi har set ham i. Kenneth Emil er en spiller med en stor vindermentalitet, og han passer rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Derfor glæder vi os rigtig meget til, at han kan bidrage med både erfaring og lederegenskaber, siger OB’s sportsdirektør, Jesper Hansen, til klubbens hjemmeside.

Den fælles fortid, som Hansen taler om, er fra tiden i AC Horsens, hvor han som sportschef var med til at hente Petersen til. Nu henter han så midterforsvareren igen, og den rutinerede Petersen glæder sig til et nyt kapitel i sin karriere.

- Jeg glæder mig rigtig meget, for jeg har haft en fornemmelse af, at der skulle ske noget nyt, når min kontrakt i AaB udløb. Jeg har søgt efter et spændende projekt, og der er OB en attraktiv mulighed for mig, for jeg er overbevist om, at der kommer til at ske en masse. OB er stadig en storklub, selvom resultaterne har været svingende i de seneste år, og jeg glæder mig til at bidrage med min erfaring, vindermentalitet og energi i både træning og kamp, siger Kenneth Emil Petersen.

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Hvor mange 1/8-finaler ved EM ender i straffespark?

SUPERLIGA-VIDEO