OB: Eidur Gudjohnsen er en mulighed
Illustration
Superliga

OB: Eidur Gudjohnsen er en mulighed

OB har i dag besøg af den islandske stjerne Eidur Gudjohnsen. Fynboerne kalder det et gæstevisit, men Jesper Hansen vil ikke afvise, det kan blive til mere.

En sand superstjerne dukkede i dag op som et lyn fra en klar himmel ved OB's træning i den fynske Ådal. Midt i flokken af velkendte OB'ere som Mads Toppel, Martin Spelmann og Kasper Larsen stod der en lyshåret islænding med kampe for Chelsea, FC Barcelona og AS Monaco på CV'et.

Hvis nogle skulle være i tvivl, er det naturligvis Islands største fodboldnavn, Eidur Gudjohnsen, der er tale om.

Den 35-årige angriber trænede i dag med i OB, men selv om islændingen er klubløs, betegner fynboerne det ikke som en prøvetræning. I stedet omtales Eidur Gudjohnsens ophold som en "gæstetræning".

- Hans søn er i Danmark og skal spille en U/17-turnering, og så tog han kontakt til Ari Skulason for at høre, om han kunne træne med her, mens sønnen er i Danmark. Det har vi givet ham lov til, da han som sagt kender Ari fra det islandske landshold. Mere er der ikke i det, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til tipsbladet.dk.

Det falder jo pudsigt nok sammen med, at I er på jagt efter en angriber. Kunne det være en mulighed at hente Eidur Gudjohnsen?

- Ja, alt er jo muligt, siger Jesper Hansen.

Hvor længe skal han træne med?

- Jeg er ikke helt sikker på, hvornår den der ungdomsturnering er slut, men jeg tror da, at han i hvert fald bliver her resten af ugen. Måske lidt længere.

Har I allerede haft en snak om, hvorvidt I måske skulle finde ud af noget i fremtiden?

- Det er noget, vi holder for os selv. Det er noget ud over der sædvanlige med Eidur, men mere er der ikke i det lige nu.

Tipsbladet.dk har tidligere onsdag været i kontakt med Jack Karadas, der er agent for den tidligere OB-spiller Marcus Pedersen, og han kunne fortælle, at angriberen har fået mange henvendelser fra Danmark.

Om den ene af dem havde afsender fra Fyn, ønskede agenten ikke at svare på, og det samme gør sig gældende med Jesper Hansen.

- Vi har rigtig mange navne på listen, men jeg vil ikke kommentere konkrete navne, fastslår OB-bossen.

OB har også været sat i forbindelse med Patrick Mortensen, der i dag siger, at han er klar til at tage springet til Superligaen.