OB er bekendt med Spelmanns udlandsdrøm
Foto: Mads Hansen/Fyens Stiftstidende/POLFOTO
Superliga

OB er bekendt med Spelmanns udlandsdrøm

Martin Spelmann ønsker at skifte til en udenlandsk klub. OB's sportsdirektør Jesper Hansen har talt med spilleren om det.

Gennem stort set hele sæsonen har Martin Spelmann været en profil for OB, hvor han er topscorer i denne sæson. 
 
Det har fået opmærksomheden til at stige for Spelmann, der flere gange har udtalt, at han gerne vil videre til en udenlandsk klub. Senest er han blevet sat i forbindelse med den tyrkiske klub Kasimpasa Spor, der meldes interesseret i offensivspilleren med den store arbejdsradius. 
 
I OB er man tilfreds med, at der er interesse for Martin Spelmann, men sportsdirektør Jesper Hansen ønsker ikke at gå konkret ind i sagen om Kasimpasa. 
 
- Vi bliver konfronteret med rigtig mange spillere, og det er vi glade for. Når man har spillere, der er er interessante, så forholder vi os til de aftaler, vi har med spilleren. Vi har en dialog med spilleren, og det holder vi internt. Der er ikke noget nyt i forhold til det med Spelmann, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.
 
Jesper Hansen er bekendt med Martin Spelmanns ønske om at komme til udlandet. 
 
- Jeg har kendt Spelmann i mange år, og jeg ved godt, at han har et stort ønske om at komme ud og få en oplevelse ved at prøve et andet land og en anden turnering. Jeg har gennem lang tid haft nogle snakke med Martin om det, siger Jesper Hansen, der ikke ønsker at fortælle, hvad disse samtaler har handlet om. 
 
Martin Spelmann har kontrakt med OB frem til sommeren 2016, så hvis OB skal have penge for spilleren, skal et salg finde sted i enten det kommende sommertransfervindue eller til vinter, medmindre OB planlægger at forlænge kontrakten med spilleren. 
 
NB: Interviewet med Jesper Hansen er foretaget inden nyheden om Martin Spelmanns fiberskade, der sandsynligvis holder spilleren ude af kamp resten af sæsonen.