Video : Tipsbladet
Superliga

OB-profil tvivlsom til AGF-kamp

Joan Simun Edmundsson har problemer med knæet, og derfor er han yderst tvivlsom til OB's kamp i Aarhus på søndag.

OB er i dette forår blomstret gevaldigt op, og en af de spillere, der har makeret sig med godt spil og tre mål, blandt andet et fremragende et af slagsen mod Randers FC, er Joan Simun Edmundsson. Men når OB søndag møder AGF, bliver det måske uden færingen.

Han var ellers lige vendt tilbage i træning efter nederlaget til SønderjyskE i seneste runde, men en uheldig situation er skyld i, at det knæ, der netop var blevet godt, kom til skade igen.

- Jeg har fået problemer med knæet efter Sønderjyske-kampen, og det var første gang, at jeg trænede i dag siden kampen. Jeg var oppe og heade, men så var der en, som bakkede ind i mig, så jeg fik et overstræk i højre knæ på bagsiden. Det har jeg mærket siden. Nu må vi se, hvordan det reagerer. Jeg skal kunne træne fredag og lørdag for at være klar til kampen, siger Edmundsson til Sport Fyn.

Til samme medie bekræfter cheftræner Kent Nielsen, at hans færøske profil er tvivlsom til kampen i Aarhus.

OB har ellers brug for alle mand. Holdet ligger side om side med AGF på 25 point i bunden af Superligaen, og hvis fynboerne tager de tre point, vil det være første gang i månedsvis, at holdet ligger over AGF i tabellen.