OB sejrede sig ud af nedrykningsfare
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

OB sejrede sig ud af nedrykningsfare

På mål af Martin Spelmann og Rasmus Falk tog OB tre vigtige point mod Esbjerg, der stadig må kigge nedad i tabellen.

OB tog et vigtigt skridt væk fra bunden, da fynboerne sejrede med 0-2 over Esbjerg, der omvendt stadig har en mulig nedrykning indenfor rækkevidde.

Esbjerg startede bedst ud med et stort pres på OB-forsvaret, som gav to dobbeltchancer. Først i det 14. minut, hvor Ryan Johnson Laursen med god plads i højresiden slog et indlæg, som Mohammed Fellah var utrolig tæt på at få en tå på. Bolden endte i stedet hos Emil Lyng, der forsøgte et skud fra venstresiden, men Mads Toppel i OB-målet var parat.

Fire minutter senere sendte Daniel Larsson et skud afsted, som en veloplagt Mads Toppel igen fik pareret, hvorefter Casper Nielsen skød returen til målspark.

Men det var faktisk OB, der stik mod spil og chancer kunne bringe sig foran. Et indlæg fra Emil Larsen, der igen havde fået plads i startopstillingen, blev forsøgt clearet, men bolden endte i stedet hos Rasmus Falk lige udenfor feltet. Han kunne heade bolden frem til en helt fri Martin Spelmann, som med endnu et hovedstød sendte bolden over Martin Dubravka.

Føringen kunne have været ganske kort, for to minutter efter begik Daniel Høegh et klodset straffespark på Mohammed Fellah. Michael Jakobsen fik ansvaret for at udligne, men det hårde skud røg en meter eller to over målet. 

Herefter kom OB bedre med i kampen, og der var muligheder til begge hold, men der kom ikke flere mål inden pausen. 

Efter et kvarter af anden halvleg appellerede EfB-fansene for endnu et straffespark, da netop indskiftede Mick van Buren faldt i OB-feltet, men dommeren lod fløjten være tavs. To minutter efter kom OB rigtig tæt på, da et skud fra Emil Larsen ramte Ryan Johnson Laursen og fløj direkte på overliggeren bag Martin Dubravka. Men det blev ikke til et mål.

Det gjorde det til gengæld med tyve minutter igen, og det var et ganske pænt et af slagsen. Rasmus Falk gik i direkte duel med Casper Nielsen, som han kom forbi ved at lave tunnel på sin modstander, og med et stærkt skud, der lige snittede Michael Almebäck, skød han OB på 2-0.

I slutningen af kampen kom Esbjerg ganske tæt på en udligning, men der kom ingen mål ud af anstrengelserne.

Med resultatet har OB nu ti point ned til FC Vestsjælland, mens Esbjerg på 10. pladsen stadig har seks point ned til nedrykningsstregen.