OB skriver kontrakt med alsidigt talent
Foto: OB
Superliga

OB skriver kontrakt med alsidigt talent

OB skriver to-årig kontrakt med alsidigt talent fra egne rækker, Jacob Buus. Fra sommer bliver Buus en fast bestanddel af den fynske klubs førstehold.

Tidligere i dag skrev vi på Tipsbladet, at OB skiller sig af med Lars Høgh for at ansætte FC Nordsjællands målmandstræner Lars Bjerring. Og nu er en ny signing blevet realiseret. 

OB skriver nemlig en to-årig, professionel kontrakt med 19-årige Jacob Buus, der beskrives som en alsidig spiller. 

- Jacob Buus er en rigtig spændende spiller, der tidligere har optrådt på den centrale midtbane og senest som højre kant og højre back. Han har grebet chancen, når han fået den i Reserveligaen og sammen med ligatruppen, og samtidig har han arbejdet hårdt og målrettet i det daglige hos U19-truppen. Vi er stolte over, at endnu en af vores egne fynske spillere, der oprindeligt kommer fra Øens Hold-samarbejdsklubberne, tager springet op i ligatruppen, og det er jeg også sikker på, at hans barndomsklub Fraugde GIF er. Vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling i de kommende år, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside. 
 
Kent Nielsen udtrykker også begejstring til selvsamme medie: 
 
- Jacob Buus falder i øjnene, fordi han har en fantastisk motor og drive, mens han samtidig er hurtig og har et kæmpestort løbepensum. Han spiller back hos os, og han er gennembrudsfarlig og har kræfterne til at komme hjem igen. Så han er en interessant ung spiller, der får mulighed for at træne og spille sammen med de bedste, og det tror vi på vil videreudvikle ham endnu mere end det, vi allerede har set på U19-landsholdet og i U19 Ligaen, siger Kent Nielsen. 
 
Jacob Buus udtaler selv, at han er hårdtarbejdende og dedikeret, og det gør ham glad, at hans hårde arbejde har båret frugt.