Video : Tipsbladet
Superliga

OB-topscorer: Naturligt at det går op og ned

Anders K. Jacobsen har i sæsonens to første kampe scoret flere mål, end han gjorde i sidste sæson.

Med to mål i gårsdagens sejr over FC Helsingør er A. K. Jacobsen oppe på tre sæsontræffere efter blot to kampe i sæsonen. Sidste sæson blev det blot til to mål på en hel sæson, som også var præget af en række skader.

Hvad der er årsagen til, at angriberen er begyndt at score mål igen, tør han ikke gisne om.

- Det er altid nemt at gøre sig klog på årsagerne, når man er begyndt at score mål igen, men der er ikke noget bestemt, der har ændret sig. Angribere lever af at score mål, og jeg havde et formdyk i sidste sæson. Jeg har spillet fem gode år i Superligaen, men sidste sæson var til gengæld ikke ret god. Jeg tror det er helt naturligt, at det går lidt op og ned, og sidste sæson var lige dårlig nok, så det er dejligt, hvis jeg kan revanchere det nu, siger han til klubbens hjemmeside.

Anders K. Jacobsen fortæller, at OB havde stor respekt for et Helsingør-hold, som spillede sin første Superligakamp på hjemmebane med et rekordstort antal tilskuere på lægterne.

- Først og fremmest var det sindssygt vigtigt i dag, at vi fik tre point. Det var en svær opgave at skulle herover og møde Helsingør i deres første hjemmekamp siden oprykningen. Vi havde stor respekt for kampen, og det var en god kulisse med 4.000 tilskuere, og derfor var det en sindssygt vigtig sejr for holdet. For mig personligt var det selvfølgelig også vigtigt, for jeg har da drømt om i sommerferien, at det ville blive en god sæson for mig, så det er jeg rigtig glad for, sagde Anders K. Jacobsen efter kampen.

Med tre mål i to kampe er Anders K. Jacobsen topscorer i Superligaen.