OB-træner efter målmandskarrusel: Vi får først ro om lang tid
Foto: ob.dk/Morten Wamsler
Superliga

OB-træner efter målmandskarrusel: Vi får først ro om lang tid

Kent Nielsen forventer, at der nu kommer stabilitet på målmandsposten i OB. Men han regner ikke med ro fra omverdenen i det næste lange stykke tid.

De seneste år har målmandsposten i OB været til næsten konstant debat på diverse tribuner, redaktioner og sociale medier. Siden 2009 har hele 12 forskellige målmænd været i aktion for OB i Superligaen, og i denne sæson har fem stykker været på kassen for den fynske klub.

Derfor gav det genlyd, da OB gav Sten Grytebust debut i OB-målet efter bare en uge i klubben, da fynboerne åbnede forårssæsonen med en 2-2-kamp mod AGF.

Grytebust leverede imidlertid en god kamp, og cheftræner Kent Nielsen kan dermed være tilfreds med sit valg om at skifte Maxym Koval ud med den 26-årige nordmand.

- Det var et valg, som vi foretog med åbne øjne. Nogle gange har det med fornemmelse at gøre. Han havde været her en uges tid, og vi havde set ham i træning og i en reserveholdskamp. Vi har skrevet en lang kontrakt med ham, og det indikerer også, at vi tror på ham i fremtiden. Jeg vidste godt, at der ville komme en reaktion uanset hvad. Især hvis det ikke gik godt. Det vil vi altid blive udsat for. Hvis det går dårligt, vil det altid være bedre, hvis vi havde gjort noget andet. Nogle gange har jeg lidt provokerende sagt, at det var gået meget værre, hvis vi havde gjort anderledes. Sådan er det, siger Kent Nielsen til tipsbladet.dk.

OB-træneren ser et fint potentiale i Sten Grytebust.  

- Vi har en voksen målmand, der ser fit ud, og han kom som et friskt pust. Det skal siges, at Maxym har gjort det fornuftigt i opstarten, så det har vi også været tilfredse med. Alt i alt har vi tre målmænd, som alle har stået på højeste niveau og som er i stand til at presse hinanden. Der var nogle overvejelser, og nu gik det godt. Det er vi glade for. Sten er en meget fremadrettet og aktiv målmand. Han er også en dirigerende målmand, og det var med til at gøre udslaget sammen med fornemmelsen af, at det var den rigtige, siger Kent Nielsen.

Det burde give ro om målmandsposten, at Sten Grytebust nu er fast førstemålmand med en lang kontrakt, men Kent Nielsen er opmærksom på, at omverdenen nu har ekstra kort snor til OB’s keepere efter de seneste års svingdør på posten.

- Der kommer til at gå lang tid, inden der bliver ro omkring det. Der kan gå et halvt eller helt år, men hvis målmanden har en dårlig kamp, kommer spørgsmålet igen, og det vil hedde sig, at OB har et målmandsproblem. Det kommer ikke til at gå væk i lang tid, men vi har da også været enormt ærgerlige over det (at der er blevet benyttet mange målmænd, red.). Det er så også lidt at stramme den, når man nævner, at vi har brugt fem målmænd, når den femte er Casper Radza, der fik 20 minutter på grund af en skade. Come on. Han klarede det fint, så fred være med det, siger Nielsen, inden han medgiver, at der har været for stor udskiftning på posten.

- Selv tre målmænd som Tørnes, Maxym Koval og Sten er mange. I bund og grund er det fordi vi ikke har været tilfredse med niveauet, der er blevet præsenteret. Det er ikke kun deres skyld, der er lukket så mange mål ind, for der er mange faktorer i det, men de er en del af det, siger Nielsen om Sten Grytebusts forgængere på posten.

Han forventer, at OB nu kan få den kontinuitet på målmandsposten, som klubben har manglet.

- Hvis man tager forsvaret med, foretrækker de fleste, at der er en masse stabilitet om defensiven. Det behøver ikke at være spektakulært – bare det er solidt. Det er en del af rygraden på et hold, og det gælder især midterforsvaret og målmanden. For mig skal man kigge på de positioner som sæsonspillere. Vi ved godt, at der kan komme skader og formsvigt, men i forhold til andre positioner, vil vi ikke skifte lige så meget. Der er noget fælles forståelse, man ikke kan træne sig hurtigt til. Det skal oparbejdes ved at man spiller mange kampe sammen, siger Nielsen.

- I bund og grund drejer det sig om præstationer. Vi håber, at Sten kan levere det, selvom jeg kynisk nok er ligeglad med, hvem der står – bare de gør det godt. På den korte bane må Sten gerne følge op på sin første kamp og endda også lægge lidt til. Så er vi på rette vej, mener Kent Nielsen.

OB’s næste kamp – med Sten Grytebst på mål – er på udebane mod AaB. Den spilles fredag klokken 18.00 i Aalborg.