Grytebust: Havde forhåbninger om at besejre Esbjerg
2016-02-18 11:35
Foto: OB

OB's nye keeper Sten Grytebust er kommet til Ådalen for hurtigst muligt at slå Maksym Koval af holdet.

Hvis der er noget, de efterhånden har erfaring med i OB, så er det at få nye målmænd. Fynboerne har haft ikke mindre end 12 keepere på seks år, og alene i denne sæson har hele fire forskellige målmænd vogtet det fynske mål. Det tal kommer formentlig til at stige til fem i løbet af foråret.

Onsdag skrev OB nemlig kontrakt med norske Sten Grytebust, der skifter til Superliga-klubben efter et langt ophold i Aalesund. Og nordmanden er taget til Danmark for at få masser af spilletid.

- Ambitionen er at overtage målmandsposten så hurtigt som muligt. Jeg er ikke kommet for at sidde på bænken, siger Sten Grytebust til smp.no og tilføjer:

- Jeg er meget tilfreds med dette klubvalg. Af flere årsager har det været en lang proces, men nu er jeg glad for, at fremtiden er afklaret. Jeg kunne have sagt, at jeg ønskede mig Real Madrid eller Barcelona, men helt ærligt så synes jeg, at dette er et fornuftigt skridt. Jeg ønskede mig noget nyt, og der er OB et fint skridt. Jeg er meget tilfreds.

Den 26-årige keeper havde også muligheden for at tage til USA, men dette afviste han selv.

- Jeg har set en del MLS-kampe og har et godt indtryk af ligaen, men jeg føler, at ligaens rygte ikke er så godt. Jeg var usikker på, hvordan det ville stille mig i forhold til min fremtidige karriere. Jeg er kun 26 og har blandt andet ambitioner om at spille på landsholdet. Det tror jeg bliver nemmere i Europa, fastslår Sten Grytebust.

OB var allerede i sommer ude efter nordmanden, men dengang lykkedes det ikke de to parter at finde hinanden.

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Hvilken af disse Superliga-angribere er bedst?

SUPERLIGA-VIDEO