
Martin Ørnskovs Silkeborg-exit havde været længe undervejs, og i onsdags blev det bekræftet, at han forlader hjerteklubben Silkeborg til fordel for norske Viking Stavanger. Fuldt fortjent, mener den nu tidligere holdkammerat Thorbjørn Holst.
- Jeg under ham virkelig at få denne mulighed, for han har gjort rigtig meget for klubben. Martin har været en fast del af Silkeborg i mange år, og meget af spillet var bygget op om ham. Hver gang nye spillere er kommet til, har Martin stadig været der. Det er selvfølgelig et stort tab både for holdet, men også for mig personligt, for jeg havde rigtig meget sammen med Martin, siger Thorbjørn Holst til tipsbladet.dk.
Selvom Ørnskov efterlader et stort tomrum på den silkeborgensiske midtbane, mener Thorbjørn Holst, at man skal se positivt på Ørnskovs skifte.
- Vi har dygtige spillere til at tage over, og samtidig er det et stort cadeau til klubben, når man kan sælge spillere som Martin Ørnskov og Jim Larsen til udenlandske klubber. Da Jim rejste stod der spillere klar i kulissen til at tage over, og sådan tror jeg også, det bliver denne gang. Samtidig er det også noget, der giver håb for os andre, som også drømmer om udlandet, vurderer Thorbjørn Holst.
Martin Ørnskov skifter med øjeblikkelig virkning til Viking Stavanger, og hans kontrakt løber til udgangen af 2014.