Offensiv AaB'er: Har taktikken til sejr klar mod AC Horsens
Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

Offensiv AaB'er: Har taktikken til sejr klar mod AC Horsens

Frederik Børsting, der har været i startopstillingen i AaB's seneste fem kampe, vil løbe med AC Horsens forsvarsspillere i fredagens kamp.

Indtil for tre kampe siden havde AaB kun vundet en enkelt af deres foregående ti kampe. Men i deres tre seneste er det blevet til to sejre og en enkelt uafgjort, og derfor kan klubben igen dufte en top seks-placering.

En sejr i efterårets sidste kamp mod AC Horsens vil ifølge den 21-årige AaB’er Frederik Børsting være den perfekte måde at gå på vinterferie på, fordi den muligvis kan give en plads i top seks over vinteren.

- Uden tvivl. Hvis vi kan vinde, ser det rigtig fint ud. Og så bliver det hele tæt igen i den sjove ende. Men samtidig må vi ikke, med den måde det har kørt på, så må vi ikke tænke, at vi skal i top seks. Vi håber selvfølgelig på at kunne indfri klubbens målsætning. Vi skal ikke kigge så meget på stillingen før tiden er til det og ligaen skal deles op, siger Frederik Børsting til tipsbladet.dk.

AaB mødte AC Horsens i deres åbningskamp i sæsonen, og her blev det til en pointdeling efter 1-1. Nu venter et udebaneopgør for AaB, som sidst de mødte et hold med AC Horsens indstilling, tabte 3-0. Dengang var det mod Esbjerg, der ligesom det forventes, at AC Horsens gør, stod lavt på banen og satsede på omstillinger.

Men spillerne i AaB har forberedt sig, udtaler Frederik Børsting, hvor der specielt har været ét fokus.

- Mod Esbjerg taber vi på omstillinger. Det har vi arbejdet meget med siden, og nu står vi rigtig fint i vores presforsvar. Vi spiller ikke så mange dumme bolde ind centralt, som dem vi mistede mod Esbjerg. Så det handler om, at presforsvaret skal stå ordentligt, så vi ikke falder i deres kontrafælde. Vi skal spille fornuftigt og så ikke spille så mange dumme bolde ind centrale, som de kan stjæle. For vi ved, at det er det, de venter på. Og så skal vi være gode op standardsituationer, for der er de stærke. Og det har vi lukket et par mål ind på i denne sæson.

De sidste par kampe har ikke kun været et vendepunkt for AaB. For 21-årige Børsting har det været som en ny start, efter en dårlig periode før og efter hans OL-deltagelse.

Han har i klubbens seneste to kampe spillet i angrebet, og hvis han skal det igen, ved han, hvordan AC Horsens kan blive nedkæmpet.

- Hvis det bliver ligesom i sidste kamp med mig på toppen, så skal jeg tage en masse dueller og løve dybt på deres midterforsvarer. De er gode på dueller, det er det, de vil have, så vi skal løbe lidt med dem. Det handler om at løbe dybt og vinde andenbolde. Vi skal have en masse tempo og få dem ud at løbe. Hvis vi spiller ligesom i første halvleg mod Lyngby, så får vi også point med derfra.

Frederik Børsting har været i startopstillingen i holdets seneste fem kampe, og det har han krydret med to mål. Han har ud over de fem kampe senest fra start spillet elleve kampe i Superligaen, hvoraf fire har været med plads i startelleveren.