Officielt: Nicklas Helenius til Silkeborg IF
Foto: Rene Schütze/Polfoto
Superliga

Officielt: Nicklas Helenius til Silkeborg IF

Nicklas Helenius skifter fra AaB til Silkeborg IF på en lejeaftale for resten af indeværende sæson.

Silkeborg IF har ikke scoret endnu i denne sæson, og det har været tydeligt, at oprykkerne har haft hårdt brug for en ny angriber. Denne har klubben nu fundet.

Helt som ventet skifter Nicklas Helenius fra AaB til Silkeborg, der har lejet angriberen for resten af indeværende sæson. Angriberens kontrakt med AaB udløber efter denne sæson, og Helenius har dermed reelt spillet sin sidste kamp for nordjyderne.

- Jeg ser Silkeborg IF som en god mulighed for at få gang i fodboldkarrieren igen, og jeg glæder mig helt vildt. Nogle gange har man som fodboldspiller brug for at nye øjne ser på en. Jeg var havnet i en situation, hvor jeg ikke rigtigt passede ind i AaB's taktiske filosofi, og sådan er det nogle gange i fodbold. I Silkeborg får jeg en frisk chance, siger Nicklas Helenius i en pressemeddelelse.

I Silkeborg IF er der stor tilfredshed med tilgangen af 25-årige Nicklas Helenius.

- Vi er glade for, at det er lykkedes at lave en aftale med Nicklas. Vi har brug for det, han er god til, og han har behov for spilletid. På den måde er vi til gensidig hjælp for hinanden. Han passer godt ind i vores spillestil, og han passer godt ind i den trup, vi råder over. Vi glæder os til at se ham i den røde trøje, siger Silkeborg IF's sportschef, Jesper Stüker, der håber, at lejeaftalen bliver startskuddet til et længere samarbejde:

- Nicklas' kontrakt i AaB udløber ved udgangen af denne sæson, så vi håber på succes for SIF og for Nicklas, der giver appetit på mere.

Nicklas Helenius træner for første gang med sine nye holdkammerater i morgen formiddag.