Officielt: Randers henter midtbaneprofil
Foto: Mark Runnacles/GettyImages
Superliga

Officielt: Randers henter midtbaneprofil

Superligaklubben har officielt hentet 25-årige Perry Kitchen i skotske Hearts.

Randers FC kan nu indstille jagten på en ny midtbanegeneral.

Som tipsbladet.dk kunne fortælle tidligere onsdag, har Superligaklubben hentet den amerikanske 6'er Perry Kitchen i Hearts i Skotland. Og det var præcis dét, holdet manglede, fortæller direktør Michael Gravgaard.

- Vi har jagtet en decideret 6’er i et stykke tid for at få en balancespiller på holdet. I Perry Kitchen får vi en spiller med en stærk karakter og et godt udtryk. Han besidder mange af de dyder, vi gerne vil have, at Randers FC er kendt for. Det er ikke nogen tryllekunstner, der snyder fem mand i en telefonboks, men en disciplineret spiller, der arbejdet stenhårdt, men også klogt. Vi har store forventninger til ham og regner med, at han hurtigt får sat sit aftryk, siger Michael Gravgaard til klubbens hjemmeside.

Den amerikanske landsholdsspiller er glad for at tage det næste skridt i sin karriere og håber på, at han også kan score nogle mål i klubben. 

- Jeg glæder mig virkelig meget til at komme i gang i Randers. Jeg har haft en rigtig god tid i Hearts, men skiftet til Randers FC var en rigtig god mulighed for mig på nuværende tidspunkt. Det gælder for mig om at spille så meget som muligt, og jeg vil arbejde hårdt for, at det kommer til at ske her. Jeg kan ikke lide at tale så meget om mig selv, men som type er jeg en hårdtarbejdende og pålidelig spiller, der har mit fokus på det defensive. Men jeg håber da også på at få scoret et par mål, siger Perry Kitchen.