Officielt: Viborg henter amerikansk midtbanespiller
2016-02-02 17:49

Viborg meddeler på klubbens hjemmeside, at man henter George Fochive, der skriver under på en kontrakt indtil udgangen af 2018.

Som vi skrev tidligere i dag på Tipsbladet, var den 23-årige amerikaner George Fochive tæt på at kunne kalde sig Viborg-spiller. Nu er han officielt VFF'er. Domkirkebyens bedste fodboldmandskab skriver nemlig på deres hjemmeside, at midtbanespilleren Fochive har skrevet under på en kontrakt, der holder ham i Viborg indtil udgangen af 2018. 

Noget, der vækker glæde hos klubbens direktør Morten Jensen.

- Det er en glæde, at vi – her på transfervinduets allersidste dag – har fået enderne til at nå sammen rent forretningsmæssigt, så vi nu i dag kan tillade os at iklæde George kløvertrøjen. Tilbage i januar var det en fornøjelse at have George på prøvetræning, og vi må sige, at han leverede så godt et indtryk, at det var ét af vores helt store mål at få ham til Viborg. Det er lykkedes, og vi ser frem til et rigtig godt samarbejde, udtaler Morten Jensen til Viborgs hjemmeside.

Også træner Johnny Mølby er en tilfreds herre. 

- At få George til Viborg havde høj prioritet i dette transfervindue. Vi sagde tidligt farvel til Rømer, og har hele tiden kigget os om efter en midtbanemand, der kan træde direkte ind i truppen og gøre en forskel. Det er jeg overbevist om, at George kan gøre. Det, vi så under prøvetræningen, var solidt og spændende, så vi ser frem til at få George implementeret i truppen.

Viborg Folkeblad skriver følgende om spilleren og handlen: 

- George Fochive var i januar på et prøvetræningsophold i Viborg og viste ved den lejlighed styrke nok til, at VFF altså nu belønner ham med en kontrakt. Han startede i 2015 i otte kampe for Portland Timbers i MLS og leverede en enkelt assist i de kampe. Der er tale om en defensiv felt til felt spiller, der skulle have masser af fysik, men også skulle være dygtig og rolig i spillet med bolden.
 
- I amerikanske medier spekuleres der i, at Portland Timbers får cirka 100.000 dollars (683470 kroner red.) ud af handlen med Viborg FF.
 
Fochive nåede at spille i alt 15 kampe for Portland Timbers.

 

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Hvor mange af de fire danske klubber går videre i Europa?
29.07.2016 09:45

SUPERLIGA-VIDEO