Oke Akpoveta trodser statistikken: Er topscorer i Sverige
Superliga

Oke Akpoveta trodser statistikken: Er topscorer i Sverige

Oke Akpoveta har fået gang i målscoringen i Sverige, hvor han er topscorer i den næstbedste række.

Oke Akpoveta har forsøgt sig i tre danske klubber – Brøndby IF, Brønshøj og Lyngby – men ingen af stederne har den nigerianske angriber for alvor brilleret. For at sige det mildt.

Derfor tog han i januar turen over Øresund til Sverige, hvor han skrev kontrakt med IK Frej fra den næstbedste række, og her har Akpoveta for alvor fået støvet målnæsen af. I skrivende stund er han ligatopscorer med fire mål i fem kampe – i øvrigt er det også blevet til en enkelt assist.

Og det glæder Frej-træner Bartosz Grzelak, der troede på Oke Akpoveta, selv om skudsmålene fra Danmark ikke var imponerende.

- Han var i Brøndby, og det er en rigtig god klub at have været i. Men hvis man ser på statistikken, så er det jo ikke ret mange mål, han har lavet i Danmark. Det skyldes til dels en knæskade, der holdte ham ude et år. Han havde brug for at få gang i karrieren, siger Frej-træneren til FotbollDirekt og tilføjer:

- Vi begyndte at følge ham nøje i vinter, så fem-seks kampe med ham og intensiverede så scoutingen. Vi besluttede os for at tage ham ind, og det har fungeret godt. Det er en stærk spiller. Han kan både gå dybt og modtage bolden med ryggen til målet. Han mangler noget, når det kommer til afslutningsteknik, men det arbejder vi hårdt på, så han kan blive endnu bedre.

IK Frej har lejet Oke Akpoveta i Lyngby frem til sommer, hvor hans kontrakt med de kongeblå udløber. Frej-træneren fortæller, at man er i dialog med Akpoveta om at fortsætte samarbejdet.