Randers-reaktion: Underlig måde at skabe sig på
2016-03-11 12:46
Foto: Randers FC

Randers FC's sportschef Ole Nielsen understreger, at man skal tænke sig rigtig godt om i klubben, efter at Jonas Borring har fastslået, han ikke længere vil spille sammen med Christian Keller.

- Det har været nogle hektiske dage. Det må jeg sige.

Sådan siger Randers FC's sportschef Ole Nielsen, da tipsbladet.dk fredag fanger ham på telefonen. Hektisk har det været, fordi det er kommet frem, at kronjydernes anfører Christian Keller nu danner par med holdkammeraten Jonas Borrings kone - en situation, sidstnævnte naturligvis er alt andet end tilfreds med og derfor er sendt på orlov.

Jonas Borring har udtalt til Ekstra Bladet, at han føler sig "dolket i ryggen" af Keller, og til TV2 Sport siger Randers-spilleren, at han ikke sætter sin fod på en fodboldbane, så længe det bliver som Kellers holdkammerat.

Dermed er det næsten umuligt at forestille sig, at både Christian Keller og Jonas Borring har en fremtid i klubben, men lige nu foreligger der ikke en løsning på det problem i Randers FC.

- Det er noget, vi forsøger at løse internt. Det er en meget speciel situation, og vi har med et menneske at gøre, der er ekstremt hårdt ramt følelsmæssigt. Jonas skal lige have lov at sunde sig ovenpå den her, siger Ole Nielsen til tipsbladet.dk.

Men kan du helt ærligt forestille dig, at Keller og Borring kan spille sammen i Randers FC igen?

- Det har jeg som sådan ikke nogen holdning eller kommentar til. Vi skal tænke os rigtig godt om, det er i hvert fald helt sikkert.

I har frataget Christian Keller anførerbindet - har han stadig opbakning i spillertruppen?

- Det skal du jo ikke spørge mig om, men der er selvfølgelig mange ting, der skal tages hensyn til. Lige nu bakker vi alt det op om Jonas, vi overhovedet kan, men vi må også være professionelle og gøre vores arbejde, og på søndag har vi et arbejde, der skal gøres i Brøndby. Vi har valgt at give anførerbindet til Mads Fenger, fordi vi lige nu føler, det er det rigtige at gøre.

Er Christian Keller med mod Brøndby?

- Ja, Christian Keller er med i truppen til søndagens kamp, fastslår Ole Nielsen.

SENESTE NYT...
Superligaen OB-AGF

AFSTEMNING

Hvilken klub har skuffet mest i Superligaen hidtil?

SUPERLIGA-VIDEO