Olsson i kamp for udtagelse til U/21-EM
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Olsson i kamp for udtagelse til U/21-EM

Svenske Kristoffer Olsson fra FC Midtjylland har været skadet det meste af foråret, men han håber alligevel på at komme med i Sveriges trup til U/21-EM.

Der er ikke mange dage, til den svenske U/21-landstræner udtager sin trup til den kommende U/21-slutrunde i Tjekkiet. Her ville Kristoffer Olsson fra FC Midtjylland være selvskrevet til truppen, hvis det da ikke havde været for et forår plaget af skader.

Den talentfulde 19-årige midtbanespiller, som FCM købte fri af Arsenal i januar, var med det svenske ligalandshold på tur, og her blev han allerede under den første træning ramt af et brud i lægbenet. Et brud, der holdt Olsson ude i fire måneder. Siden den 17. maj, hvor han fik comeback, har han spillet 70 minutter. Ikke meget, men alligevel er håbet hos Kristoffer Olsson, at det er nok til at indgå i den svenske U/21-trup, som udtages på tirsdag.

- Jeg håber på at spille de kommende to kampe, og så håber jeg på at blive valgt til U/21-EM. Mit mål, siden jeg blev skadet, har været at blive fit og komme med på holdet. Det er svært, for vi har mange gode midtbanespillere, så jeg kan forhåbentlig spille og gøre det godt mod FC Nordsjælland, siger Kristoffer Olsson til tipsbladet.dk og forklarer:

- Men jeg spillede en hel del i kvalifikationen, og det er nok min fordel. Så kan man måske også sige, at mange af de andre spillere har haft en lang og hård sæson og måske spillet i Europa, hvor jeg grundet min skade har haft tid til at restituere og blive helt klar.

Den langvarige skade til Kristoffer Olsson var samtidig den 19-årige svenskers første alvorlige skade. I efteråret var Olsson udlejet fra Arsenal til FC Midtjylland. Her startede han som reserve- og indskiftningsspiller på midtbanen, men sidst i efteråret viste han så gode takter, at han flere gange startede inde. Hele dette momentum blev ødelagt af skaden.

- Sådan var det. Jeg havde håbet på at spille mange kampe her i foråret og spille mig til EM. Men omvendt lærte jeg meget om mig selv, fordi jeg aldrig har haft sådan en skade før, siger Olsson.

Alt imens han var skadet, kunne han se holdkammeraterne spille sig tættere og tættere på FC Midtjyllands første mesterskab - et mesterskab, som kom i hus ude mod FC Vestsjælland, hvor Kristoffer Olsson startede inde.

- Måske var det oven i købet endnu værre at sidde ude, mens holdet vandt, fordi du gerne vil spille. Men i sidste ende har det nok været godt, at holdet har vundet. Hvem ved, måske nogen ønskede at forcere min genoptræning, hvis der var desperat brug for point. På den måde har det været godt, at der ikke har været brug for mig, siger Kristoffer Olsson.

Kristoffer Olsson har indtil videre spillet otte kampe i Superligaen for FC Midtjylland.