Ombejlede Morten Bertolt venter på det rigtige tilbud
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Ombejlede Morten Bertolt venter på det rigtige tilbud

Morten Bertolt er på jagt efter en ny klub efter et halvt år i Vendsyssel FF. Der har været interesse fra klubber, men Bertolt har endnu ikke følt sig overbevist om en kontrakt. Udlandet trækker i ham endnu engang.

Efter et halvt år som spiller i 1. divisionsklubben Vendsyssel FF er Morten Bertolt ledig på markedet. Med en fortid i blandt andet FC København, FC Vestsjælland og SønderjyskEløber han rundt med en del rutine i en alder af 30 år, og der har da også været interesserede klubber forbi at prikke lidt til midtbanespilleren, der dog holder hovedet koldt i jagten på en ny klub.

Der har været nogle følere både i december og i starten af januar, men det har ikke sådan lige været noget, som jeg har følt været det rigtige lige nu, siger Morten Bertolt til tipsbladet.dk.

- Jeg vil gerne fortsætte på så højt niveau som muligt. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Det er vel sådan de fleste fodboldspillere har det. Sådan er jeg også, så jeg stræber stadig efter det bedste.

- Jagten er dog ikke kun indsnævret efter danske muligheder. Tidligere har han været forbi norsk fodbold i Ham-Kam og Sandnes Ulf, og en tur til en udenlandsk klub kan sagtens være interessant igen.

- Udlandet kunne jeg sagtens være frisk på at prøve igen. Det er ét af de scenarier, jeg arbejder med, så ja, det kunne sagtens blive en mulighed for mig, siger han.

I december gik Vendsyssel FF og Bertolt hver til sit, og han synes selv, at han fik afleveret et fint aftryk i 1. divisionsklubben.

- De ville selvfølgelig gerne lave en længere aftale der i sommer, men fra starten var jeg sikker på, at det kun skulle være et halvt år. Det har jeg også holdt fast i hele vejen igennem, så der var ikke nogen ting omkring det. Man kan sige, at det var måske lidt en panikløsning fra min side med et skifte, der røg i vasken i sidste øjeblik, og så endte jeg med at tage et halvt år deroppe. De havde brug for en spiller, der kunne hjælpe med at starte projektet, og jeg havde brug for at holde mig i gang. Så det var et perfekt match, så det lykkedes jo også i forhold til, at vi fik en masse point og opfyldte vores målsætning om, at vi skulle være i top fire ved vinterpausen, siger han.

Han har fået lov til at holde formen ved lige i Lyngby Boldklub, hvor han tidligere i karrieren har spillet, men en aftale med klubben, der aktuelt fører landets næstbedste række er ikke en mulighed lige nu.

- Nej, det er ikke på papiret. Jeg kender dem derude. Træneren og mange af spillerne kender jeg, og det samme med organisationen. Jeg har flere gange fået lov til at holde mig i gang derude. Det gjorde jeg også i sommer, så det er kun for at holde mig i gang. De har et højt træningsniveau, så det er bare den aftale, som vi har, siger Morten Bertolt, der også føler sig godt tilpas efter en række problemer med eftervirkningerne fra en skade.

- Formen ser fornuftig ud. Jeg blev desværre ramt af et uheld i sommer, da jeg kom til Vendsyssel med et piskesmæld. Det medførte en masse småskavanker i efteråret, som drillede mig en del. Men gennem min gode genoptræning og den indsats, jeg selv har lagt i det her i min ferie, er jeg fuldstændig skadesfri og i tiptop form. Så det ser fornuftigt ud. Jeg har sjældent følt mig i bedre form i januar, så det virker lovende, siger han videre.

Morten Bertolt tørnede før Vendsyssel-opholdet ud for FC Vestsjælland i Superligaen. Som transferfri spiller har han ikke travlt med at finde en ny klub, da han til hver en tid kan skrive under på en ny kontrakt.