Opereret Lumb er snart klar igen
Illustration
Superliga

Opereret Lumb er snart klar igen

FC Vestsjælland startede i dag vintertræningen op, men det var uden Michael Lumb, der fik foretaget en lille operation i december. Han regner dog med at være klar til første kamp i Superligaen.

FC Vestsjælland er det hold i Superligaen, der starter tidligst op efter juleferien, og allerede i dag var Ove Pedersens drenge på græs. Det var dog uden profilen Michael Lumb, der i december gennemgik en mindre operation, som han stadig er ved at komme sig ovenpå. 

Det var dog ikke noget alvorligt, men derimod et nøje planlagt indgreb, han fik foretaget midt i december.

- Jeg blev opereret i knæet for fem år siden, og det har hele tiden været meningen, at knæet efter fem år lige skulle renses. De har bare renset ud og slebet til, så det er ikke noget, siger han til tipsbladet.dk.

Allerede efter to dage kunne han begynde at styrketræne i knæet, og genoptræningen går planmæssigt. Han satser stærkt på at være klar, når FC Vestsjælland begynder Superligaen igen den 21. februar mod SøndjyskE.

- Det er meningen, jeg skal træne med holdet igen, når vi tager på træningslejr (26. januar, red.), så jeg er ved at være der. Jeg regner bestemt med, at når turneringen går i gang, er jeg på fuld styrke både konditionelt og med bolden, siger han.

- Stod det til mig, var jeg allerede med nu, men jeg må hellere lytte til eksperterne. Der er tid nok til at tage det roligt og stadig komme i form. 

Skulle forudsigelsen vise sig ikke at holde stik, vil det blive den første Superliga-kamp i denne sæson, som Michael Lumb ikke starter i.