Optakt: AaB - OB
Superliga

Optakt: AaB - OB

AaB har fået en sejr i denne sæson, mens OB fortsat leder efter den første sejr.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: Nordjyske Arena, Aalborg
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #AABOB #sldk

Holdnyt:

AaB:
Østrigske Marco Meilinger har fået en god start på karrieren i den nordjyske klub, hvor han i søndags mod Randers FC scorede kampens eneste mål og dermed sikrede AaB tre point. Klubben står aktuelt på fire point for to kampe og har derved fået en godkendt start.

Flere nye er ved at blive spillet ind, hvor både Meilinger og forsvarsspiller Markus Holgersson ligner fine forstærkninger. Casper Sloth fik også sin første kamp fra start i AaB-trøjen, og når han får flere kampe under bæltet, vil han ganske givet også vise sig som en udmærket spiller for Lars Søndergaards mandskab.

Til opgøret mod OB er Jannik Pohl fortsat ude, efter han har døjet med sygdom. Thomas Enevoldsen, der i mandags lavede hattrick i en reserveholdskamp for AaB, er tilbage i truppen.

Jakob Ahlmann kan måske være tilbage i startopstillingen, efter han var tilbage på bænken mod Randers.

OB:
Mod Silkeborg havde de masser af chancer, men kunne ikke prikke den ind, og mod Lyngby senest var OB foran med 2-0, men smed føringen og måtte nøjes med 2-2.

Det har bestemt ikke været den start, Kent Nielsens mandskab har ønsket sig, men nu kommer der altså en ny mulighed for at sætte en sejr i banken. For flere i OB's trup er det en speciel kamp, fordi de er skiftet til OB fra netop AaB.

En retur bliver det dog ikke til for Kenneth Emil Petersen, der ragede et rødt kort til sig i Lyngby, men for Mathias Thrane, Rasmus Jönsson og Anders K. Jacobsen er det et gensyn med Nordjyske Arena. Også Jacob Barrett Laursen har en fortid i AaB.

Midtbanespiller Izunna Uzochukwu er ude med en skade til opgøret - det kan give en plads i startopstillingen til Jens Jacob Thomasen, mens Frederik Tingager ventes at afløse Kenneth Emil Petersen i det centrale forsvar.

Karantæne:
AaB: Ingen
OB: Kenneth Emil Petersen

Bud på startopstillinger:
AaB:

AaB (4-4-2): Larsen - Kristensen, Holgersson, Blåbjerg, Rolantsson - Meilinger, Sloth, Würtz, Børsting - Risgård, Bassogog

OB:

OB (4-4-2): Grytebust - Desler, Tingager, Tverskov, Pereira - Greve, Thomasen, El Makrini, Jönsson - Festersen, Jacobsen

Profilen:
Anders K. Jacobsen har prøvet det. Han bliver buhet af AaB-tilskuerne, når han spiller på Nordjyske Arena så han kan nok allerede nu fortælle Rasmus Jönsson, hvad der venter. For selv om svenskeren var en ganske habil spiller for AaB, er der ingen tvivl om, at der bliver piftet, når kantspilleren har bolden på mandag. AaB-fansene er slet ikke tilfredse med svenskerens skifte til OB, hvor han er teamet op med tidligere AaB-træner Kent Nielsen. Hold øje med, hvordan Jönsson tackler situationen.

Vidste du, at...:
Mens fem af OB'erne har en fortid i AaB, er der ingen af AaB'errne, der har en fortid i OB. Det fortælle selvfølgelig om en strøm af spillere, der er gået fra den ene til den anden klub, og vi kan i øvrigt også tælle OB-træner Kent Nielsen med i ligningen. Han forlod AaB for lidt over et år siden for at blive træner i netop OB.

Dom:
OB har på papiret mest brug for en sejr, men det kan sagtens komme til at gøre ondt på holdet, at to rutinerede spillere i Kenneth Emil Petersen og Izunna Uzochukwu er ude med henholdsvis karantæne og skade. I stedet går to unge spillere i startopstillingen, og så kan man spørge, om OB har rutine nok til at stå imod, hvis AaB får sat et pres? Omvendt er Superligaen bare så tæt, at der kommer overraskelser hele tiden, og sidst, OB spillede i Aalborg, vandt fynboerne, og vi tror, det slet ikke er utænkeligt, at det sker igen - specielt, hvis AaB's forsvar ikke kan få styr på den giftige OB-duo med Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen. Vi tror, OB sniger en sejr med hjem til Fyn på 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: