Optakt: AaB - Viborg FF
Superliga

Optakt: AaB - Viborg FF

Det er top mod bund i pulje 2, når Viborg og AaB begge skal forsøge at komme tilbage på sejssporet på lørdag.

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 16.00
Spillested: Aalborg Portland Park
Slutspil: Gruppespil - pulje 2
Dommer: Jens Grabski Maae
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #aabvff #sldk

Holdnyt:
AaB:
AaB lignede et hold, der skulle spille mesterskabsspil i den afsluttende del af foråret, da nordjyderne indledte foråret med at slå AGF og Silkeborg IF (to gange), men siden er Morten Wieghorsts mandskab gået i stå. To point i fire kampe, herunder et 4-0-nederlag til OB, og pokalexitet mod FC Midtjylland er blandt de kedelige fakta.

Derfor spiller AaB nu kvalifikationsspil, hvor de trods alt kan glæde sig over at være i en gunstig position. Den position kan blive endnu gunstigere lørdag, når Viborg FF kommer til Aalborg.

Vinder AaB den, og slår Silkeborg IF samtidig AGF, vil AaB være ni point foran AGF på den tredjeplads i puljen, som medfører de frygtede playoffkampe. Omvendt kan de forkerte resultater også betyde, at både Silkeborg og AGF befinder sig blot tre point fra AaB.

Heldigvis for Wieghorst og co. har cheftræneren en næsten skadesfri trup til rådighed. Rasmus Thellufsen var syg i pokalkampen mod FC Midtjylland, men er udtaget til Wieghorsts trup til kampen.

Magnus Christensen vendte før pokalkampen mod FC Midtjylland tilbage, og dermed er det kun Frederik Børsting, der døjer med en skade. Når det endelig skulle være, er det heldigt nok, at det sker nu, mens han alligevel er i karantæne.

AaB’erne ligger nummer ét i pulje 2 med 34 point.

Viborg FF:
Det er kun to runder, siden Viborg slog AaB sidst. Det var i 2-1-kampen på hjemmebane i næstsidste spillerunde i grundspillet. På hver sin side af AaB-sejren tabte Viborg dog mod henholdsvis Lyngby BK og senest 4-2-nederlaget til AGF, efter man ellers var foran 2-0.

Den gjorde ondt i Viborg; både fordi AGF dermed rykkede tre point foran Viborg i tabellen, og fordi kampens forløb gav århusianerne et kæmpe rygstød og viborgenserne et tilsvarende los i selvtilliden.

Det ødelagde også Viborgs ellers fornuftige form siden slutningen af efteråret. Før AGF-nederlaget havde holdet taget 12 point i syv kampe.

Vilkårene for sejr mod AaB er kraftigt forringede af, at anfører og assistkonge Jonas Kamper sidder ude med karantæne, og førstemålmand Peter Friis Jensen har fået et brud på kindbenet og derfor også sidder over.

Oliver Thychosen plejer stadig sin genoptræning.

Viborg ligger nummer fire i pulje 2 med 25 point.

Karantæne:
AaB: Frederik Børsting
Viborg FF: Jonas Kamper

Bud på startopstillinger:
AaB (4-4-2): Larsen  - Mæhle, Holgersson, Blåbjerg, Ahlmann  - Meilinger, Christensen, Würtz, Thellufsen  - Sylvestr, Enevoldsen
Viborg FF (4-4-2): Viitala  - Pallesen, Moberg, Reese, Thorsen  - Sivebæk, Grønning, Jakobsen, Frederiksen  - Deblé, Curth

Profilen:
Guderne skal vide, at det ikke altid har været lige stabilt, det, som Serge Deblé har leveret, men når han er i sit es, som han så ud til at være mod AGF, er han umulig at styre. Med Jonas Kampers karantæne skal andre offensive Viborg-kræfter træde i karakter, og Deblé viste i hvert fald mod AGF, at når han rammer dagen, skal stopperne stå tidligt op for at håndtere ham.

Vidste du, at..:
I de sidste 20 år har tranferudvekslingerne mellem AaB og Viborg været stort set envejstrafik. De eneste spøgelsesbilister har været Steffen Højer og José Mota, der er gået fra grøn og hvid til rød og hvid. Samtidig er 10 andre spillere gået fra AaB til Viborg.

Dom:
Der er mange ting, der peger på en AaB-sejr. Holdet ligger højere i tabellen og burde derfor være bedre. Kampens spilles i Aalborg. Og Viborg mangler både førstemålmanden og anføreren.

Med i ligningen skal selvfølgelig, at det kun er tre uger, siden Viborg slog AaB, så uden chancer er holdet selvsagt ikke. Vi tror dog, at AaB finder sejrsformen igen og vinder 2-1 og dermed næsten sikrer sig endnu en sæson i Superligaen.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: