Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - Lyngby BK

Lyngby har ikke vundet en Superliga-kamp over AGF i umindelige tider - tirsdag aften kommer en ny chance.

Kampfakta:
Kampstart: Tirsdag klokken 18.00
Spillested: Ceres Park, Aarhus
Dommer: Sandi Putros
På TV: TV3Sport 1
Twitter: #agflbk #sldk

Holdnyt:

AGF:
Efter en 5-1-sejr efter 3-0 ved pausen ville der i de fleste tilfælde være tale om klasseforskel. Det var egentlig ikke tilfældet, da AGF ordnede AC Horsens fredag aften. En jævn og grå forestilling blev pludselig fyldt med mål, da AGF scorede tre gange i første halvlegs sidste fem minutter - resten er historie. 

Men naturligvis giver sejren et boost til holdet og klubben, der kæmper med forventningerne fra både fans og ledelse, men ro kommer der ikke med mindre, at de tre sidste kampe inden jul kaster mange point af sig og jagten på top 6 er realistisk i foråret 2017.

Morten Duncan Rasmussen scorede hattrick mod Horsens og viste igen, hvor afgørende en spiller han er for sit hold. Der kom ingen skader mod i fredagens kamp, hvilket giver træner Glen Riddersholm frie hænder til at plukke startopstillingen til tirsdagens hjemmekamp.

Lyngby BK: 
Oprykkerne holder fast i femtepladsen efter det andet 1-0-nederlag i træk. Lørdag viste de danske mestre fra FC København sig for stærke, men Lyngby viste høj moral og faldt aldrig igennem i en kamp, hvor en smule mere held kunne have kastet et point af sig. 

Lyngby har tabt tre kampe i træk tidligere på sæsonen og har nu altså risiko for at gøre det igen. 

Norske Kristoffer Larsen udgik mod FC København med skadesproblemer men er klar til kamp. Frederik Gytkjær er tilbage i truppen, og så kan både Danilo Arrieta og Thomas Guldborg Christensen få deres sæsondebut, da begge efter lange skadespauser endelig er tilbage i god nok træning til at træde ind i truppen.

Karantæne:
AGF: Ingen
Lyngby: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-4-1-1): Jovanovic - Juel Andersen , Backman, Khodzhaniiazov, Juelsgård -  Amini, Sverrisson, Pedersen, Bjarnason - Spelmann - Rasmussen. 

Lyngby BK: (4-5-1) Hansen - Munksgaard, Tauber, Jonasson, Nielsen - Larsen, Ørnskov, Rygaard, Christjansen, Blume - Kjær

Profilen:
Islandske Björn Daniel Sverrisson blev hentet til AGF som en styrmand på den defensive centrale position. Det blev ikke den store succes, men nu har han kæmpet sig tilbage på holdet til en placering en tand længere fremme på banen. Forinden havde træner Glen Riddersholm i pressen slået fast, at han forventede mere verbal fylde fra Sverrisson, hvis han skulle tilbage på holdet. Mod AC Horsens satte han AGF i gang med en flot scoring og blev siden skiftet ud til et stort kram fra Riddersholm på sidelinjen. Sverrisson har måske fundet en ny plads på et AGF-hold, hvor han tidligere på sæsonen har vist prøver på en fin sparketeknik.

Vidste du, at...:
Lyngby har ikke vundet over AGF i Superligaen de seneste 12 møder. Faktisk skal vi tilbage til før Lyngby-konkursen i sæsonen 2001/02 for at finde den seneste Lyngby-sejr over AGF i Superligaen. Dengang - i 2000 - vandt Lyngby 4-1 i Aarhus på mål af Stefan Bidstrup, Nichlas Hindsberg, John Bradley August og Lars "Dyne" Larsen. Bo Nielsen scorede for AGF. De 12 kampe i landets bedste række har siden givet otte AGF-sejre og fire uafgjorte.
De to klubber har siden to gange været en tur i 1. division - og her har Lyngby trods alt vundet to af de fem spillede kampe. 

Dom:
AGF'erne vil sætte sig fysisk på kampen og skal fortsætte med at kombinere, som det lykkedes omkring flere af målene mod AC Horsens. Her var der succes med flere afslutninger fra distancen - den opskrift kommer til at fortsætte samt det naturlig opspil til Morten "Duncan" Rasmussen.
Lyngby vil gerne spille med, og kan med raketten Jeppe Kjær komme til at gøre ondt på AGF-forsvaret, der senest mod FC Nordsjælland blev udstillet overfor hurtige kontraangreb. Det kan blive en festlig kamp i Aarhus, og i modsætning til de to klubbers første møde i sæsonen, kommer der denne gang mål. Kampen bliver tæt, men AGF trækker det længste strå og vinder 2-1. 

Indbyrdes kampe: