Optakt: Brøndby IF - FC Vestsjælland
Illustration
Superliga

Optakt: Brøndby IF - FC Vestsjælland

Det er to hold under pres, der mødes på Brøndby Stadion, men hvem trækker det længste strå?

Kampfakta:
Spillested: Brøndby Stadion, Brøndby
Dommer: Jakob Kehlet
Kampstart: Søndag klokken 17.00
På tv: Canal 9
Twitter: #biffcv

Holdnyt:
Brøndby IF: Brøndby kom tilbage på sejrskurs med 2-1 over AaB i den seneste runde, og Teemu Pukki ser for alvor ud til at være faldet til i klubben, hvor han i de seneste to kampe har scoret tre gange. Vigtigt for Brøndby, der har manglet den effektive afslutter i perioder, hvor det har knebet med at skabe mange chancer i kampene. Brøndby må og skal vinde denne kamp for ikke at miste kontakten til toppen, hvor holdet har målsætning om at spille med. Frederik Holst, der brækkede næsen mod AaB er klar til at spille med specialfremstillet maske, mens Ferhan Hasani bliver ikke klar og Ariel Nunez formentlig heller ikke er i spil, selv om han er tilbage på træningsbanen. 

FC Vestsjælland: Brøndby bliver det sjette udebanebesøg for FC Vestsjælland i denne sæson, og da samtlige tidligere kampe på fremmed græs er endt med nederlag, er jagten på det første point hentet uden for Slagelse fortsat i spil.
FC Vestsjælland har kun en sejr i de seneste fem kampe og hænger af samme årsag fortsat i den ende af ligaen, hvor der ikke er langt til nedrykningen. Problemet er fortsat målscoringen for FC Vestsjælland, der blot har nettet to gange de seneste fire kampe, og da chancerne egentlig har været der, handler i den grad om det kyniske element i afslutningerne.
Til kampen bliver det uden de langtidsskadede Villadsen, Lumb og Randrup. 

Karantæne:
Brøndby IF: Ørnskov
FC Vestsjælland: Ingen

Superliga-form:
Brøndby IF: V-T-V-U-V
FC Vestsjælland: U-V-V-U-U

Bud på startopstillinger:
Brøndby IF (4-4-1-1): Hradecky - Holst, Dumic, Agger, Durmisi - Rashani, Phiri, Kahlenberg, Hjulsager - Elmander - Pukki

FC Vestsjælland (3-5-2): Mikkelsen - Lund, Bozga, Kure - Nymann, Kristiansen, Madsen, Dal Hende, Due - Festersen, Sørensen

Vidste du, at...: 
Man skal helt tilbage til sæsonen 2010/11 for at finde en bedre Brøndby-placering end nummer syv - efter 10 spillerunder. Brøndby ligger lige nu nummer syv med 14 point, i 2013/14 var klubben også nummer syv med 12 point, mens det i 2012/13 var helt skidt med bare otte point og en placering som nummer 11. I sæsonen 2011/12 lå Brøndby nummer ni efter 1o spillerunder og havde hentet kun ni point. 

Dom:
Med placeringen som nummer syv er der fortsat pres på Brøndby, der med nederlag risikerer at dumpe ned som nummer ni. FC Vestsjælland er fortsat hæmmet af den elendige udebanestatistik og kan hvis ikke den dårlige stime stoppes få nedrykningsstregen alvorligt tæt på sig. Brøndby vil kontrollere og angribe over fløjene, mens gæsterne vil jagte point med kontrastød. Brøndby Stadion kan blive meget svært for FC Vestsjælland at hente point, for Brøndby har højere kvalitet i alle kæder og ligner mere og mere et hold, hvor de nye spillere er implementeret i systemet og den interne forståelse. Brøndby vinder og gør det med et par scoringer. Et bud bliver 2-0 til hjemmeholdet.

Spil på 2-0 til Brøndby som kampens resultat hos Danske Spil til odds 7,80 – klik her 

Følg kampen LIVE på tipsbladet.dk – klik her