Optakt: FC Helsingør - Viborg FF
Superliga

Optakt: FC Helsingør - Viborg FF

En plads i Superligaen er på spil, når FC Helsingør skal forsøge at skrive historie, og Viborg FF skal sikre Superliga-livet.

Kampfakta:
Kampstart: Onsdag klokken 20.00
Spillested: Helsingør Stadion
Slutspil: Superliga – Playoff
Dommer: Michael Tykgaard
På TV: Canal 9
Hashtag: #fchvff #sldk

Holdnyt:
FC Helsingør:
Holdet var lige ved at smide pladsen i top 3 væk på målstregen. FC Helsingør tabte tre kampe i streg i 29.-31. spillerunde, men med en sen slutspurt lykkedes det at presse sig ind foran FC Roskilde og Skive IK. Dermed er Christian Lønstrups hold klar til de største kamp i klubbens historie.

Tredjepladsen i 1. division er i forvejen FC Helsingørs bedste sportslige resultat, og fodboldfeberen synes så småt at have bredt sig i det nordsjællandske. I den afgørende kamp mod Næstved BK i lørdags var 2293 tilskuere mødt op på Helsingør Stadion. Det var ikke alene sæsonrekord; det var det højeste tilskuertal til en ligakamp, klubben har registreret.

Trods den fine form med to 1-0-sejre i streg – mod Vejle BK og Næstved – går cheftræner Lønstrup og co. måske ind til de vigtige kampe mod Viborg FF med tre fraværende spillere. Morten Bertolt, Anders Holst og Martin Koch sad alle over mod Næstved og risikerer endnu en kamp på sidelinjen, når holdet får grønklædt besøg.

Viborg FF:
Viborg gjorde, hvad de kunne mod AGF, men igen blev en af holdets store svagheder udstillet: Der mangler en spillere, der kan omsætte chancer til mål med større hyppighed end de nuværende angribere.

Både Jeppe Curth, Serge Deblé, Mate Vatsadze og Mikkel Vestergaard har fået chancen i angrebet, men enten skader, formsvigt eller afbrændere har holdt dem fra succes.
Dermed skal Johnny Mølbys hold ud i to kampe mod Helsingør med Superliga-livet på spil.

Det bliver uden Curth, der brækkede næsen og udgik allerede efter 23 minutter af returkampen mod AGF i søndags. Curth var dog langt fra den eneste, der kom ud af AGF-kampen med knubs. Erik Moberg måtte udgå i pausen med lyskeproblemer, og Deblé blev skiftet ud midt i anden halvleg med baglårsproblemer. Kristoffer Pallesen blev desuden ramt af det, som Viborg Stifts Folkeblad mente at vide var to brækkede ribben.

Det er dog "kun" Curth og Moberg, der ikke er blevet klar til at indgå i kamptruppen. Derudover er langtidsskadede Oliver Thychosen også ude.

Karantæne:
FC Helsingør: Ingen
Viborg FF: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Helsingør (3-5-2): Bruhn – Fisch, Holm, Minor Petersen – Olsen, Aaquist, Hammershøy-Mistrati, Christensen, Johannsen – Riel, Larsen.
Viborg FF (4-4-2): Viitala – Pallesen, Thorsen, Reese, Frederiksen – Kamper, Grønning, Jakobsen, Akharraz – Deblé, Park

Profilen:
Det er måske lidt et sats at sætte Osama Akharraz i startopstillingen, da det i givet fald vil være første gang, siden han kom tilbage fra skade. Men kantspilleren fik 45 minutter mod AGF, og han kan blive den offensive x-faktor, som forvandler Viborg-angrebet til et potent et af slagsen. Er målfarlig og kan skabe noget på egen hånd.

Vidste du, at..:
FC Helsingør er aldrig sluttet så højt i danmarksturneringen før som årets tredjeplads i 1. division. Rykker klubben op, vil det ligeledes være historieskrivning for Christian Lønstrups mandskab.

Dom:
Som Helsingør-træner Lønstrup selv har påpeget, kommer Viborg formentlig med et andet niveau og tempo i kroppen, eftersom holdet har spillet Superliga hele sæsonen. Det kan blive en afgørende faktor.

Til gengæld har Helsingør fordel af hjemmebane i det første opgør, og selv om det ikke ligefrem er en kulisse, der skræmmer Viborg-spillerne, bliver det formentlig en kulisse, der adskiller sig fra den, Helsingør-mandskabet er vant til. Det kan give et par vigtige procenter.

Når alt kommer til alt, bør Viborgs fuldstidproffer være bedre end Helsingørs deltids-. Det må og skal afspejle sig over to kampe. Derfor lyder buddet på en 2-1-sejr til udeholdet i det første opgør.