Optakt: FC Midtjylland - Brøndby IF
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - Brøndby IF

Brøndby IF vandt semifinalen i DBU Pokalen torsdag aften over FC Midtjylland i Herning, og nu mødes de to hold igen. Også denne gang er det Herning.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: MCH Arena, Herning
Dommer: Michael Tykgaard
På TV: 3+
Hashtag: #fcmbif #sldk

Holdnyt:

FC Midtjylland:
Av for en dukkert for FC Midtjylland, der havde muligheder for at vinde DBU Pokalens semifinale, men til sidst måtte se Christian Nørgaard blive matchvinder få minutter før slutfløjtet. Og dermed sendte Brøndby FC Midtjylland ud af turneringen torsdag aften med en sejr på 2-1 i Herning.

Selv om FC Midtjyllands pokaleventyr er forbi for denne sæson, får klubben alligevel mulighed for at få en form for revanche, når de to hold mødes igen bare tre dage senere - og også denne gang spiller holdene i Herning.

Brøndby har allerede sikret sig sølv og andenpladsen i Superligaen, så klubbens fokus er 100 procent på pokalfinalen nu, mens FC Midtjyllands store fokus skal være på at sikre sig den tredjeplads i Superligaen, der giver Europa League-kvalifikation.

Til opgøret mod Brøndby denne gang er Janus Drachmann i karantæne, og det udfordrer FC Midtjylland-holdet, der også er uden den skadede Tim Sparv. Skadet er også forsvarsspiller Kristian Riis, mens Kian Hansen, der missede pokalopgøret med en lårskade, er tilbage i truppen. Det samme er Marc Dal Hende.

Brøndby IF:
Sølvet er på plads, og klubben har nu også booket billet til DBU Pokalens finale, hvor modstanderen bliver FC København i Telia Parken den 25. maj. Dermed kommer alt for Brøndby til at handle om den pokalfinale, som klubben har mulighed for at vinde for første gang siden 2008. I 2008 vandt klubben 3-2 over Esbjerg i pokalfinalen.

Til opgøret mod FC Midtjylland bliver det interessant at se, om træner Alexander Zorniger blander kortene, og hvordan han har tænkt sig at gribe det hele an. Flere Brøndby-profiler så slidte ud efter mødet med Midtjylland, hvor Christian Nørgaard fik krampe, mens han scorede til 2-1, og Rodolph Austin efter opgøret stod og kastede op, mens han fejrede billetten til pokalfinalen.

Austin bliver med sikkerhed erstattet i startopstillingen, for han er i karantæne, men til gengæld vender Thomas Kahlenberg endelig tilbage. Jan Kliment var ikke klar til torsdagens opgør, og han er igen ude og får der selskab af en småskadet Hany Mukhtar.

Karantæne:
FC Midtjylland: Janus Drachmann
Brøndby IF: Rodolph Austin

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-1-4-1): Dahlin - Nissen, Hansen, Halsti, Novak - Rømer - Hassan, Poulsen, Duelund, Borring - Onuachu

Brøndby IF (4-3-1-2): Rønnow - Larsson, Hermannsson, Röcker, Crone - Phiri, Holst, Kalmár, Nørgaard - Pukki, Nilsson

Profilen:
Frederik Rønnow var meget afgørende, da Brøndby IF torsdag sikrede sig billetten til pokalfinalen. Efter Brøndby havde bragt sig foran med 2-1, havde den danske landsholdskeeper en klasseredning og var således med til at sikre Brøndby sejren og pokalfinalen. Det er med at nyde den dygtige målmand, mens han stadig er i dansk fodbold, for det er nok tvivlsomt, om han også er Superliga-keeper efter sommerferien.

Vidste du, at..:
Det sker faktisk ikke så ofte, at FC Midtjylland taber hjemme til Brøndby IF, men det var altså, hvad der skete torsdag aften. I Superliga-regi har FC Midtjylland blot tabt fem af 25 hjemmekampe til Brøndby, og med tanke på at FCM i den grad har brug for pointene - mere end Brøndby - og at klubben gerne vil have en form for revanche, er der ikke kun statistisk grundlag for at tro på hjemmeholdet.

Dom:
Der var spænding og masser af intensitet, da de to hold mødtes i Herning torsdag aften, og det kan meget vel ende sådan igen, når mandskaberne mødes søndag aften. FC Midtjylland skal bruge pointene og jagter en revanche, og det bør man kunne se på banen, hvor 'Ulvene' bør være sultne efter at vise, at nederlaget i pokalsemifinalen var en 'one off'.

Vi forventer mange mål i kampen, og vi tror, FCM får en lille smule oprejsning og vinder et yderst underholdende opgør med 3-2.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: