Optakt: FC Midtjylland - FC Nordsjælland
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - FC Nordsjælland

FC Nordsjælland er pisket til at vinde i Herning, hvorfra kun de færreste danske hold får tre point med hjem. Et spændende opgør venter.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 17.00
Spillested: MCH Arena
Dommer: Jens Maae
På TV: Vises ikke på TV - kan ses på Viaplay
Hashtag: #fcmfcn #sldk

Få spilforslag til kampen her

Holdnyt:

FC Midtjylland:
De midtjyske ulve kunne takke Paul Onuachu for, at det blev til et point på udebane mod AaB i seneste spillerunde. I slutfasen dukkede den tårnhøje nigerianer op og headede udligningen til 1-1 i kassen. Det ene point til trods mistede FCM tredjepladsen i Superligean til Lyngby, der lørdag besejrede VIborg FF.

Umiddelbart er der ikke det store på spil for FC Midtjylland i opgøret mod FC Nordsjælland, men alle point kan som bekendt vise sig at være vigtige i slutspillet, så der er ingen tvivl om, at ulvene vil gå benhårdt efter tre point. FCM har et bemærkelsesværdig godt udvalg af kantspillere i form af Jonas Borring, Rilwan Hassan, Gustav Wikheim og Simon Kroon, men ingen af de nævnte har for alvor storspillet indtil videre i foråret, og det har hæmmet ulvene.

FC Midtjylland må fortsat undvære Rafael van der Vaart, der først ventes klar til slutspillet. Det samme gælder Marc Dal Hende. André Rømer har karantæne.

FC Nordsjælland:
Det mest sprudlende mandskab i Superligaen i øjeblikket må siges at være FC Nordsjælland. Kasper Hjulmands mandskab vandt senest 5-1 over Silkeborg IF, og cheftrænerens tålmodige arbejde med den unge nordsjællandske trup er for alvor ved at komme til udtryk.

Særligt offensiven har været sprudlende for FC Nordsjælland, og det gælder ikke mindst Godsway Donyoh, der for alvor har haft vind i sejlene. Ham er de med sikkerhed glade for, at det lykkedes at forlænge med i Farum. Også Stanislav Lobotka og Emiliano Marcondes har været forrygende i starten af foråret.

FC Nordsjællands gode start på foråret har samtidig betydet, at klubben kan snige sig med i slutspillet. Det kræver en sejr over FCM og et par andre resultater, der skal flaske sig, men chancen skal selvfølgelig jagtes. Lykkes det ikke FCN at komme med i kampen om medaljer, vil det uden tvivl være en meget ubehagelig modstander at støde ind i i nedrykningskampen.

FCN må undvære Pascal Gregor og Indy Groothuizen.

Karantæne:
FC Midtjylland: Rømer
FC Nordsjælland: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-1-4-1): Andersen - Nissen, Hansen, Riis, Novak - Sparv - Hassan, Poulsen, Duelund, Wikheim - Onuachu

FC Nordsjælland (4-3-3): Runarsson - Bartolec, Tranberg, Maxsø, Mtiliga - Jensen, Lobotka, Pedersen - Donyoh, Ingvartsen, Marcondes

Profilen:
FC Midtjyllands fløje skal til at vise noget mere, og det gælder ikke mindst Gustav Wikheim. Nordmanden har fået chancen i alle fire forårskampe, og selv om det er blevet til en enkelt assist, har han ikke for alvor vist sit fulde potentiale. Det skal han snart til at gøre, og han har som bekendt også fremtiden at spille for, da Wikheims lejeaftale med FC Midtjylland udløber efter denne sæson.

Vidste du, at..:
FC Nordsjælland har noget at have optimismen i før søndagens kamp. FC Midtjylland er notorisk stærke på hjemmebane, men lige præcis FCN har flere gange de seneste par år vist, at de kan vinde i Herning. I september 2015 vandt Farum-klubben 1-0 på udebane, og det gjorde de også i marts 2014. I det seneste opgør på MCH Arena blev det dog til en knusende 4-1-sejr til FC Midtjylland.

Dom: 
Det kunne meget vel blive en underholdende kamp. FC Nordsjælland, der i forvejen har et offensivt udtryk, skal frem og jagte, og det vil uden tvivl skabe plads for FC Midtjylland, der gerne vil forkæle hjemmepublikummet med en sejr inden slutspillet. Vi tipper 2-1 til FC Midtjylland.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: