Optakt: FC Nordjælland - Randers FC
Superliga

Optakt: FC Nordjælland - Randers FC

Randers FC har kun vundet en gang i Farum men har alligevel overtage, når FC Nordsjælland er værter søndag. Men hvem vinder kampen på Right to Dream Park?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 13.00
Spillested: Right to Dream Park 
Dommer: Jakob Kehlet
På tv: Eurosport DK
Twitter: #fcnrfc #sldk

Holdnyt:
FC Nordsjælland:
Nordsjællænderne er i gang med et svingende forår, hvor de seneste fire kampe kun har givet en sejr - 2-1 over bundproppen fra Hobro Farum Park, der fra denne uge er omdøbt til Right to Dream Park.
Der er for langt mellem snapsene fra det ellers talentfulde hold, der - når tingene fungerer - kan levere en virkelig god omgang fodbold. Men når målscoringen i øjeblikket virker lidt låst og forsvaret på samme tid har haft svært ved at lukke modstanderne ned, er der langt til sejr. 
FC Nordsjælland var uden Tobias Mikkelsen i den seneste runde, og profilen er heller ikke udtaget til kamp søndag. Desuden er U/19-spilleren Emil Damgaard med for første gang.  
 

 
Randers FC:
Randers-holdet har på banen lagt alt, hvad der har smagt af Keller eller Borring bag sig og er nu ubesejret i de seneste fire kampe, der har kastet otte point af sig. De væsentligste årsag er, at Colin Todd har fået genskabt noget af det defensive fundament, der tidligere har gjort Randers til et svært hold at slå. I de seneste fire kampe er der kun lukket et mål ind - det skete i 1-1-kampen mod FC København.
Randers må undvære Joel Allansson på midtbanen på grund af en skade - svenskeren havde ellers endelig vundet sig en fast plads på holdet. 
 
 
Karantæne:
FC Nordsjælland: Lasse Petry
Randers FC: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland

 

FC Nordsjælland: (4-1-4-1): Jensen - Gregor, Maxsø, Skovgaard ,Pedersen - Marcondes, Lobotka, Vingaard - Karlsson, Mor, John
Randers FC

 

 
Randers FC: (4-5-1): Johnsson - Thomsen, Fenger, Tverskov, Marxen - Fisker, Poulsen, Amini, Kallesøe - Masango, Ishak
 
Profilen:
Andreas Maxsø har scoret to Superliga-mål i sin FCN-karriere - målene er faldet i de to seneste spillerunder, hvor midterforsvareren med succes er stødt med frem på dødbolde. Den slags giver selvtillid, og det er tænkeligt at den 22-årige får endnu mere blod på tanden i sin nye rolle som målscorer. 

Vidste du, at…:

Randers FC har kun vundet en gang på 15 forsøg i Farum - men alligevel er det østjyderne, der har har momentum mod FC Nordsjælland. For Randers har vundet de seneste fire indbyrdes kampe - tre spillet i Randers og den seneste spillet i Farum.

Dom:
FC Nordsjælland slider med at score mål og holde modstanderne fra scoring - Randers lukker stort set ingen mål ind - men laver omvendt heller ikke mange selv. Så hvad skal man forvente? En tæt forestilling med en lav score er det oplagte bud. Retten til at drømme om sejren har begge klubber, men søndag eftermiddag ender det med en deler på Right to Dream Park - bud på resultatet: 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: