Optakt: FC Vestsjælland - SønderjyskE
Foto: Niels Husted
Superliga

Optakt: FC Vestsjælland - SønderjyskE

Det var nedtur for FCV i forårspremieren og optur til SøndejyskE. Men pointene, der skal fordeles fredag aften, er fortsat vitale for begge klubber - ikke mindst det trængte hjemmehold.

Kampfakta:
Spillested: Harboe Arena, Slagelse
Dommer: Lars Christoffersen
Kampstart: Fredag klokken 18.30
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #fcvsje

Holdnyt:
FC Vestsjælland:
FC Vestsjælland jagtede overraskelsen i Parken i premiere-weekenden, men måtte sande, at hovedstadsholdet fortjent løb med de tre point. Da andre både Esbjerg, AaB og SønderjyskE fik sejre, blev den tætte bundkamp pludselig løsnet op og FCV har nu kun to oplagte mål at jagte. Der er fire point til OB  og seks til Hobro, som mange inklusiv undertegnede har udpeget som FC Vestsjællands mål i foråret. 
En af FC Vestsjællands største udfordringer i forårets overlevelseskamp er at få klubbens nye spillere integreret på holdet og mentalt få dem indstillet på fight og sveddryppende holdånd. Den mission var ikke løst i forårets første runde, og træner Michael Hansen har bestemt noget at arbejde videre med.
Fredagens kamp er en af den slags, hvor holdet meget gerne skal oppe sig og hente point for at få styrket moralen og mindsket efterslæbet i tabellen.
Thomas Villadsen, Anders Randrup og Michael Lumb er alle ude med skader, men Henrik Madsen og Oliver Lund har meldt sig fit for fight.
  

SønderjyskE:
Inden sæsonen udtrykte anfører Niels Lodberg et lille håb om at skyde sig længere op i tabellen end at være en del af bundkampen. Sejren i premiere-runden over Hobro gav et godt afsæt for at opfylde ønsket. Der er otte point til FCV under stregen og bare fire point til Brøndby på fjerdepladsen, men i første omgang handler det fortsat om at holde fuldt fokus på at slippe helt af med nedrykningen som tema, og det vil ske med en sejr fredag. Godt nok kneb det noget med at få omsat spilovertag mod Hobro til de helt store chancer, og kvaliteten i afslutningerne var i det store hele slet ikke godt nok. Men selvtilliden og troen på egne evner kan man ikke tage fra SønderjyskE, der vandt samtlige testkampe i vinterforberedelserne til sæsonen og toppede altså den stime med hjemmesejren over Hobro på et befriende mål af Songani få minutter før slutfløjtet.
Niels Lodberg er tilbage fra karantæne, mens Daniel Jensen til gengæld må tage plads i skyggen.    

Karantæne:
FC Vestsjælland: Ingen
SønderjyskE
: Daniel Jensen

Superliga-form:
FC Vestsjælland:
T-T-T-U-T
SønderjyskE: V-T-U-U-V

Bud på startopstillinger:
FC Vestsjælland (4-4-1-1): Mikkelsen - Østli, Kure, Bozga, Raitala - Nymann, Jonsson, Kristiansen, Dal Hende - Festersen, Vellios

SønderjyskE (4-4-2): Skender - Sigurdsson, Lodberg, Kanstrup, Marxen - Madsen, Paulsen, Guira, Absalonsen - Pourié, Bechmann

Vidste du, at...:
FC Vestsjælland har ikke har scoret mere end et mål i de seneste seks Superliga-kampe. Og da Sønderjyskes mål mod Hobro var holdets første scoring i fem kampe, vil det være en overraskelse, hvis opgøret går målamok.  

Dom:
I de fire tidligere Superliga-opgør mellem de to hold har FC Vestsjælland aldrig hentet en sejr. Tre uafgjorte og en Sønderjyske-sejr er facit. Der vil blive slidt fra begge holds side for ikke at ende som taber i dette opgør, der kan trække sønderjyderne tilbage i bundkampen eller skyde dem på 11 points afstand. Sønderjyske kommer med selvtillid efter sidste weekends sejr og en stærk forberedelsesperiode inden sæsonen. Men hvis ikke effektiviteten i afslutningerne er blevet markant bedre end i forårspremieren, kan det blive svært at score mod FC Vestsjælland, der går ind til kampen velvidende, at der meget gerne skal point på kontoen. 
Til gengæld har Sønderjyske opbygget en solid defensiv, der vil gøre det svært for hjemmeholdet, så med diverse ligninger lagt sammen bliver slutsummen et opgør helt uden mål. Kampen slutter 0-0.