Optakt: FCK's guldfavoritter skal i ilden
Superliga

Optakt: FCK's guldfavoritter skal i ilden

Efter at have siddet over i første spillerunde er det blevet FC Københavns mesterskabsfavoritters tur til at komme i ilden. Esbjerg venter søndag aften.

Kampfakta:

Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg

Dommer: Peter Rasmussen

Kampstart: Søndag klokken 18.00

På TV: TV3+

Twitter: #efbfck

Holdnyt:
Esbjerg fB:
Det kan blive alt eller intet for Esbjerg. Både mod FCK og i denne sæson generelt. Det er lidt den fornemmelse, man sidder med efter at have overværet premieren mod AaB, som endte 1-1. Hvis Esbjerg-offensiven sprudler, bliver holdet en stor mundfuld for alle hold i Superligaen, men til gengæld virker defensiven til at være holdets helt store akilleshæl. Mon ikke der kommer en ny forsvarsspiller til Esbjerg, inden transfervinduet lukker?

Under alle omstændigheder så forvent nogle målrige kampe med Esbjerg i denne sæson. Mod AaB viste angrebsesset Nicki Bille lovende takter, men kom ikke på måltavlen. Kan vestjyderne få gang i ham, kan det gøre en stor forskel i denne sæson. Esbjerg må fortsat undvære langtidsskadede Jeppe Andersen.

FC København:
Superligaens største guldfavorit kom ikke i aktion i premiererunden, da opgøret mod Randers FC blev flyttet, og det betyder, at kampen mod Esbjerg er FC Københavns første ligakamp. Løverne har dog øvet sig lidt med et par kampe mod upåagtede Newtown i Europa League-kvalifikationen - senest torsdag aften, hvor det blev til en stensikker 3-1-sejr. Især Marvin Pourié sprudlede i det opgør og scorede to mål.

Ståle Solbakken og co. har oprustet markant op til denne sæson og har hentet en masse spændende navne - blandt andre de tidligere Superliga-profiler William Kvist, Peter Ankersen og Kasper Kusk. Dermed fremstår løverne som et mandskab med en masse X-factor, og det er formentlig det hold, flest neutrale fodboldfans glæder sig til at se i denne sæson. FCK døjer dog fortsat med skader fra sidste sæson, og det rammer især angrebet - det betyder sandsynligvis, at Marvin Pourié får masser af spilletid fra sæsonstarten.

Kris Stadsgaard, Danny Amankwaa, Andreas Cornelius og Bashkim Kadrii er ikke med endnu, og desuden mangler den nyindkøbte angriber Federico Santander, der godt nok er landet i Danmark, men fortsat mangler det sidste papirarbejde før, han må spille. Mikael Antonsson er tvivlsom.

Karantæne:
Esbjerg fB: Ingen
FC København: Ingen

Bud på startopstillinger:
Esbjerg fB:

(4-4-2): Dubravka- Laursen, Almebäck, Jakobsen, Knudsen- Fellah, Lekven, Nielsen, Lyng- van Buren, Bille

FC København:

(4-4-2): Andersen- Ankersen, Zanka, Nilsson, Augustinsson- Kusk, Delaney, Amartey, Verbic- Jørgensen, Pourié.

Vidste du, at..:
Da Esbjerg fB sidst vandt en Superliga-kamp over FC København, var det også Peter Rasmussen, der passede fløjten. Det skete den 12. maj 2013, da Esbjerg vandt 2-0 i Parken. Peter Ankersen scorede Esbjergs andet mål i det opgør - han tørner som bekendt ud for FC København i søndagens kamp.

Dom:
Det skal med garanti nok blive underholdende. Spørgsmålet er, om det også bliver målrigt. Vi gætter på, at der bliver scoret tre mål - størstedelen af FC København, der vinder 2-1.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: