Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Lyngby BK - AC Horsens

Et rent oprykkeropgør med to hold, der har gjort det over manges forventninger. Lyngby jagter Randers og Brøndby, mens Horsens skal forsøge at kæmpe sig i top seks. Hvem vinder den vigtige fredagskamp?

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 18.00
Spillested: Lyngby Stadion, Lyngby
Dommer: Sandi Putros
På TV: TV3 Sport 2
Twitter: #LBKACH #sldk

Holdnyt:

Lyngby BK:
Med tre point efter en vigtig udebanekamp mod OB konsoliderede Lyngby sin plads i Superligaens top seks. Oprykkerne har været en af ligaens overraskelser i år, men med 27 point efter 16 kampe skal David Nielsens hold tages seriøst. De fik mod OB rejst sig efter et hjemmebanenederlag til Randers, og klubben har nu vundet seks af sine seneste otte kampe.

Til det har specielt to hjulpet gevaldigt til. Målmand Jesper Hansen har stået formidabelt for oprykkerne, og når han har lukket af i den defensive ende, har Jeppe Kjær fundet vej til modstandernes netmasker i den anden. Angriberen, der på sin 31-års fødselsdag i kampen mod OB scorede to mål, har i alt lavet syv mål i 15 kampe i denne sæson.

Til kampen mod AC Horsens må David Nielsen undvære flere førsteholdsspillere. Mads Gabel er ude på ubestemt tid, mens Michael Lumb har lagt støvlerne på hylden for efterårssæsonen med en fiberskade i det ene baglår. Thomas G. Christensen, Danilo Arrieta og Martin Ørnskov fik alle spilletid i tirsdagens reserveholdskamp mod FC København, men om de kan være med i opgøret mod AC Horsens vides ikke. Specielt skaden til Ørnskov kan vise sig at være afgørende for David Nielsen, der i seneste kamp mod OB måtte spille med Hallgrimur Jonasson på den centrale midtbane. Islændingen kan vikariere på pladsen, men er uden tvivl bedst tilpas i forsvaret.

AC Horsens:
Tidligere på sæsonen tabte Horsens med 6-2 på udebane til FC Midtjylland, og i sidste runde løb Den Gule Fare ind i endnu en tur i maskinen af Ulvene fra Midtjylland. Et nederlag på hele 5-1 hjemme på CASA Arena Horsens blev det til. Derfor er klubben stadig på 21 point, men en sejr til Horsens og et nederlag til SønderjyskE i deres kamp mod FCM vil sende oprykkerne i top seks.

I nederlaget til FC Midtjylland måtte Bo Henriksen i midterforsvaret undvære to vigtige spillere. Anfører Mathias Nielsen havde karantæne, mens den lejede Doneil Henry fra West Ham ikke var til rådighed, fordi han i kampen forinden mod SønderjyskE allerede efter syv minutter måtte lade sig udskifte med et overrevet korsbånd. Han kommer derfor ikke til at spille mere i AC Horsens, fordi hans lejekontrakt udløber ved årsskiftet.

Mathias Nielsen er tilbage fra karantæne, og det forventes også, at målmanden Nicklas Dannevang kan spille. Målmanden pådrog sig en hjernerystelse i nederlaget mod Midtjylland, og han har derfor været tvivlsom til opgøret, men han er med i den trup, Bo Henriksen har valgt til opgøret. I optakten til kampen mod FCM fik Thomas Kortegaard en fibersprængning kort før kampstart, men også han er på holdkortet til aftenens kamp. Den eneste, der med sikkerhed ikke spiller, er kantspilleren Joseph Mensah, der har brækket benet. Han er først tilbage i 2017.

Karantæne: 
Lyngby BK: Ingen.
AC Horsens: Ingen.

Bud på startopstillinger:

Lyngby BK (4-2-3-1): Hansen - Brandrup, Tauber, Sørensen, Højer Nielsen - Christjansen, Jonasson - Fosgaard, Rygaard, K. Larsen - Kjær

AC Horsens (4-4-2): Dannevang - Nymann, Nielsen, Sanneh, Møller - Kryger, Tshiembe, O'Brien, Hansson - Bjerregaard, Finnbogason

Profilen:
Jeppe Kjær har været en afsindig vigtig brik i David Nielsens spillestil. Den vævre angriber kan både falde tilbage i banen og samle bolden op, og han kan lave de eksplosive ryk i dybden, som tungere forsvarsspillere kan have svært ved at håndtere. Med syv mål i 15 kampe er han holdets klare topscorer, og skal Lyngby og David Nielsen gøre sig forhåbninger om, at klubben skal blive ved med at præstere, skal Jeppe Kjær fodres, som han er blevet det hidtil i Superligaen. I duellen med Mathias Nielsen og Bubacarr Sanneh skal Kjær finde rummet imellem dem for at lirke Horsens stærke defensiv op.

Vidste du, at...:
Det er Superligaens i gennemsnit ældste og tredjeældste hold i denne sæson, der skal mødes? Lyngby har hidtil spillet med en gennemsnitsalder på 29 år og 56 dage, mens AC Horsens' spillere har været 27 år og 47 dage. Mens Lyngbys gamle drenge er ældst, er det dog AC Horsens, der løber absolut mindst i Superligaens med 114.197 meter pr. kamp. Her er Lyngby det sjettemest løbende mandskab med 119.053 meter pr. kamp, altså næsten hele fem kilometer mere.

Dom:
Gæsterne kommer med to nederlag i træk og vil højst sandsynligt være tilfredse med et enkelt point for at komme tilbage på pointsporet. Lyngby er et af de hold, der har scoret færrest mål, og med et Horsens-hold, der kommer til at stå defensivt og satse på omstillinger, kan Jeppe Kjær og co. få svært ved at løse den opgave. Kampen ender 0-0.

Tidligere indbyrdes kampe, tabel og form: